Hvad får man, hvis man krydser prisvindende dansk lydteknologi med verdens største TV-producent og en anerkendt kunstner? Svaret er et nyt, ambitiøst stykke stuealter ved navn “The HiFi Frame”, som vi netop har lagt øjne og ører til på IFA-messen i Berlin.
Det er det unge danske firma Canvas HiFi, som vi her på redaktionen var blandt de første til at spotte på CES-messen i 2024, der nu har indgået et bemærkelsesværdigt partnerskab med selveste Samsung. Sammen har de skabt en løsning, der har til formål at fjerne den evige anstødssten i mange hjem: Hvor gør man af den soundbar, der skal levere ordentlig lyd til det papirtynde fjernsyn?
Canvas’ svar er lige så enkelt, som det er elegant: Lyden skal være en integreret del af billedrammen. The HiFi Frame er, som navnet antyder, en ramme spækket med hi-fi-højttalere, der monteres sømløst på Samsungs flagskibs-TV’er. Resultatet er et samlet hele, hvor lyd og billede smelter sammen i ét møbel.
“The HiFi Frame er en kombination af branchens bedste lyd og bedste billede i ét design, der komplementerer vores mest eksklusive TV-serier,” udtaler PM og PR for Samsung, Knut Eirik Rornes, i en pressemeddelelse.
Kunst på lærred og skærm
For at sikre, at produktet ikke blot er teknologisk, men også kulturelt relevant, har duoen allieret sig med den danske kunstner Carsten Beck. I en særlig udgave beklædes højttalerrammen med Becks fysiske, geometriske værker. Disse spejles digitalt på Samsung-skærmen via den velkendte “Art Mode”, hvilket skaber en kurateret dialog mellem analog og digital kunst.
“Dette er ikke bare en soundbar og et TV – det er en ny måde at tænke hjemmeunderholdning på,” forklarer CANVAS’ direktør, Laust Nielsen.

Prisen signalerer da også, at vi befinder os i den absolutte premium-klasse. Afhængigt af størrelsen på dit Samsung TV (fra 55″ til 85″) og materialevalg, skal du forvente at slippe mellem 5.000 og 10.000 euro.
The HiFi Frame lanceres officielt på IFA i Berlin og forventes at være i udvalgte butikker fra oktober 2025.
