Nyhed

High End 2022: Ny jernhøjttaler med spændende teknologi

Endelig kommer der en større udgave af den glimrende Jern. Og med helt vilde luksusenheder i.

Jern1

Jern1

München er verdens hi-fi-centrum i disse dage. Først og fremmest på messecentret MOC, hvor High End 2022 foregår, men også andre steder i byen. På det nærliggende Marriott Hotel har de lavet en mini-messe, kaldet HiFi Deluxe.

Læs også Chokerende DALI Kore flagskibshøjttalere Magen til DALI-højttalere har vi aldrig hørt.

Her kan man blandt andet møde danske Jern Speakers. Vi har tidligere testet Jern 14 DS, som udmærkede sig ved en særdeles ren og resonansfri gengivelse. Hvilket blandt andet hænger sammen med kabinetmaterialet, der er støbejern. Navnet Jern 14 betyder simpelthen, at højttaleren er af jern og vejer 14 kg.

Læs også Neutralt tungmetal Usædvanlige materialer giver spændende resultater hos ny dansk højttalerproducent.

Ud fra dette er det ikke svært at gætte vægten på den nye model, Jern 35, som netop er blevet præsenteret i München. Kabinettet ligner en større udgave af Jern 14. Det specielle “Barbapapa”-kabinet er skabt for at minimere diffraktioner.

Den nye model (tv) er en større udgave af Jern 14. (Foto: Jern Speakers)

Det større kabinet giver mulighed for en større basenhed – og potentielt dybere bas. Og enhederne i Jern 35 er ud over det sædvanlige. Bassen på 6,5″ er fra danske Puri-fi og let genkendelig på det “krøllede” kantophæng, der giver enheden en ekstra lang lineær membranvandring. Det er en specialudgave, lavet til netop Jern 35, hvor det lille kabinet giver udfordringer. Ifølge Ole Lund Christensen fra Jern er det lykkedes at få god bas – og stadig bevare en “nogenlunde hæderlig” effektivitet.

Højttalerenhederne er danske, dyre og meget specielle: En særlig udgave af Puri-fi’s 6,5″ bas og en Scanspeak Elipticor-diskant. (Foto: Jern Speakers)

Diskantenheden er også speciel og dansk, nemlig Scan-Speaks Elipticor-dome, som vi kun hidtil har set i hundedyre højttalere. Og ja, vi synes også, at enheden burde være drejet 90 grader for at få bedre vandret lydspredning. Men Ole Lund Christensen holder fast på, at den skal vende sådan – så man stadig får god diskant, selv om man synker ned i sofaen.

Jern Foundation F500 subwoofer. (Foto: Jern Speakers)

På udstillingen kan man også se Jern Forundation F500-subwooferen (vi håber IKKE, at det er vægten!) med to modsat rettede basenheder og indbygget forstærker.

Vi vender tilbage med en test, når Jern 35 kan leveres. Men i skrivende stund findes kun to sæt i verden. Ved lanceringen bliver prisen 149.000 kroner for et sæt.

Les videre
Exit mobile version