Bluesound Powernode får GaN-teknologi

Mere avanceret elektronik og 50 procent flere kanaler er nogle af nyhederne i den næste streamingforstærker.

Bluesound POWERNODE Black

(Foto: Bluesound)

Bluesound Powernode er af de mest populære streamingforstærkere i “madkasseformat,” og den seneste udgave (N330) har vundet flere tests. Men efter fire år på markedet er tiden nu inde for en opdatering. Bluesound har netop annonceret lanceringen af en ny Powernode.

Den nye Powernode indeholder opdateret forstærkningsteknologi. Hvor den tidligere N330-model leverede 80 watt pr. kanal med såkaldt HybridDigital forstærkningsteknologi, anvender den nye Powernode DirectDigital-forstærkningsteknologi. Nok så interessant er siliciumtransistorerne afløst at det lige nu meget moderne galliumnitrid (GaN).

Læs også TEST: Bluesound Powernode (N330) Første test i Skandinavien: Den lillebitte streaming-forstærker er blevet endnu bedre.

Udgangeffekten er hævet til 2 x 100 watt i stereo-tilstand (den tidligere model leverede 2 x 80 W). Men Bluesound Powernode 2025 har et trick – eller rettere en kanal – mere i ærmet. Den lille forstærker kan levere  3 x 80 watt og dermed blive fundamentet i et lille hjemmebiosystem med to frontkanaler og en centerkanal.  Brugerne kan senere udvide systemet til et fuldt 5.1 trådløst surroundsound-system ved at tilføje Bluesound Pulse trådløse højttalere og en Pulse Sub+.

POWERNODE PRE PRODUCTION
Den nye Bluesound Powernode har tre kanaler i stedet for to. (Foto: Bluesound)

Den nye Powernode har et touchpanel i glas med en nærhedssensor og fem programmerbare forudindstillinger. På bagsiden finder man nu en USB-C-lydindgang og en 6.3mm hovedtelefonudgang. Bluetooth-forbindelsen er opgraderet til aptX Adaptive. Som andre nyere Bluesound-afspillere er den “Dirac Live Ready.” Det vil sige, at man kan tilkøbe rumkorrektion. Som hidtil har forstærkeren HDMI eARC og tovejs Bluetooth.

Læs også Nyhed: Nu får Bluesound-afspillere Dirac Live rumkorrektion I første række gælder det Node (N132) og Node Icon. Flere følger snart.

Powernode 2025 bruger BluOS, Bluesounds multi-rums streamingplatform, der understøtter de fleste streamingtjenester, herunder TIDAL, Qobuz og Spotify.

Pris og tilgængelighed

Den nye Powernode vil være tilgængelig for forudbestilling fra den 12. august 2025. Vi har ikke fået oplyst en dansk pris, men europrisen er oplyst til €1099, svarende til ca. 8.250 kroner.

Mere info: Bluesound

Læs videre
Exit mobile version