Nyhed

Svensk begær

Se traileren til den kommende svenske komedieserie Lust, der giver et skævt blik på midaldrende kvinders sexliv.

Lust sesong 1 1

Lust sesong 1 (Foto: HBO Max)

Det er snart fire måneder siden, HBO blev forvandlet til HBO Max, og med transformationen fulgte også løfter om mere lokalt produceret indhold.

Indtil videre har vi fået den glimrende danske Kamikaze og en skuffende 2. sæson af den norske Beforeigners. Begge to serier, der var på produktionsplanen, længe før Max kom på banen. Nu er det så Sveriges tur med den første nordiske Max Original, Lust.

Gør dig klar til svenske kvinder i midtvejskrise, som stadig holder på retten til et herligt, eksperimenterende og tilfredsstillende sexliv.

Se den første trailer her:

Sofia Helin (Broen), Anja Lundqvist, Julia Dufvenius og Elin Klinga spiller hovedrollerne i Lust – en hudløst ærlig komedie om kvinder i fyrrerne, der kæmper for at holde lysten i live i en seksuelt frustreret tid.

Serien får global premiere på HBO Max den 18. marts.

(Foto: HBO Max)

I pressemeddelelsen kan vi læse følgende om handlingen:

“Anette (Helin), Nadia (Lundqvist), Ellen (Dufvenius) og Martina (Klinga) har vært venner siden barndommen. Da sundhedsforskeren Anette skal udføre en større undersøgelse under det noget tvivlsomme slagord ‘Gør Sverige sexet igen’, bliver venindegruppens nysgerrighed vakt, og de begynder at sætte spørgsmålstegn ved deres eget sexliv. Har sex – eller manglen på samme – nogen indvirkning på svenske kvinders sundhed, og hvad blev der af ‘den svenske synd’ i en hverdag med planlagt torsdagssex?

Siden hvornår blev det rutine at vente en halv time på, at din mands Viagra begynder at virke? Er uforpligtende sex meget mere givende end sex i et forhold? Karriere, børn, ægteskab, skilsmisse, frihed og kampen for at holde sig sund, ung og smuk – har alle disse hverdagsrealiteter skubbet forestillingen om den dekadente svensk synd ud over sidelinjen?”

<
>
(Foto: HBO Max)

Lust har netop haft verdenspremiere på filmfestivalen i Berlin, hvor den var udvalgt som den eneste svenske serie i programkategorien Berlinale Series.

Lust består af otte afsnit a 30 minutter og er instrueret af Ella Lemhagen. Serien er baseret på en idé af Åsa Kalmér, Julia Dufvenius, Sofia Helin og Anja Lundqvist, og er skrevet af Frans Milisic Wiklund. Sandra Harms og Karl Fredrik Ulfung, Miso Film Sverige AB har produceret for HBO Max.

(Foto: HBO Max)

Sofia Helin, der spiller hovedrollen som Anette, er internationalt nok bedst kendt for sin rolle i successerien Broen, men har medvirket i en række roste nordiske film og serier, bl.a. en lille rolle i 2. sæson af Exit og i den kontroversielle Atlantic Crossing.

Hun fortæller om seriens oprindelse:

“I mit barndomshjem var der en bog i reolen, som blev læst i laser af alle piger og kvinder i familien: Seksualundersøgelsen The Hite Report, en bestseller fra 1976 af den amerikanske feminist Shere Hite. At få et indblik i de voksnes mest intime rum og forstå, hvor forskellige alle mennesker er, når det gælder sex, var overraskende.

Da jeg og mine venner nu som voksne snakkede om, at vi faktisk taler med hinanden om alt andet end vores sexliv, kom vi i tanke om Shere Hites banebrydende seksuallivsundersøgelse. Det førte til lange samtaler og meget latter. Det er et ømfindtligt emne og derfor så befriende at kunne grine af sammen. Kombinationen af en seksuallivsundersøgelse og komedie skabte et fantastisk kreativt rum, der blev til vores serie Lust.”

Alle otte afsnit af Lust bliver tilgængelige på HBO Max den 18. marts.

Anja Lundqvist, Elin Klinga, Sofia Helin og Julia Dufvenius i 1. sæson af Lust. (Foto: HBO Max)
Les videre
Exit mobile version