Nyhed

Nu får Netflix reklamer

Netflix-topchef begrunder det nye tiltag med, at streaming-giganten taber for mange potentielle brugere på gulvet.

Ted Sarandos er en af Netflix’ to topchefer. I går talte han på den såkaldte Cannes Lions-reklamefestival, hvor han bekræftede en udmelding, som Netflix allerede kom med i april måned: Netflix vil i nær fremtid blive delvist reklamefinansieret.

Læs også Reklamer på Netflix! Efter mere end en halvering af aktiekursen og et fald i antallet af abonnenter tager streaming-giganten nu affære.

I første kvartal af 2022 mistede streaming-giganten 200.000 abonnenter på globalt plan, og årsagen er ifølge Sarandos, at Netlix er blevet for dyrt for en del brugere:

“Vi har tabt et stort kundesegment på gulvet, hvilket er folk, som siger: ‘Hey, Netflix er for dyrt til mig, men jeg har ikke noget imod reklamer,'” sagde Sarandos til podcast-vært Kara Swisher på scenen i Cannes. Han fortsatte:

“Derfor tilføjer vi nu en ny abonnementstype. Netflix, som man kender det i dag, får ikke reklamer, men vi tilføjer et nyt produkt til dem, som siger: ‘Jeg vil have en lavere pris og vil gerne se reklamer.'”

Det er første gang, at Netflix har været til stede på den internationale reklamefestival i Cannes, og Netflix-chefen bekræftede da også, at streaming-giganten har samtaler med potentielle reklamepartnere, skriver The Hollywood Reporter.

Netflix er ikke alene om at arbejde på en ny reklamefinansieret abonnementstype. Det gælder f.eks. også Disney+, der er på vej med et billigt abonnement, hvor indholdet afbrydes en gang i timen af fire minutters reklame.

Les videre
Exit mobile version