Nyhed

Android TV bliver til Google TV

Googles nye TV-platform kommer til Sony- og andre Android-TV’er i 2021.

I forbindelse med deres såkaldte Launch Night In – en storstilet lancering af nye produkter, deriblandt den nye Chromecast med fjernbetjening – introducerede Google en helt ny brugerflade til TV og underholdning kaldet Google TV.

Den nye platform kan beskrives som en komplet TV-guide, hvor man får det fulde overblik over tilgængelig underholdning fra alle de tjenester, man abonnerer på (Netflix, HBO, Disney+ osv.) samt YouTube og flow-TV. Alt sammen organiseret efter, hvad man kan lide at se.

Google TV vil også være integreret med Google Assistant, så man kan bruge stemmen til at søge efter film og serier, som man gerne vil se.

Med Google TV skal det være let at finde frem til det indhold, man vil se (Foto: Google/YouTube)

Kommer til Android-TV’er i 2021

Den nye TV-platform er ikke kun forbeholdt tech-gigantens nye Chromecast-dongle. Google annoncerer på deres blog, at de fra begyndelsen af 2021 også vil rulle TV ud til eksisterende Android-TV’er fra Sony og andre producenter. Dermed kan Philips, TCL, Panasonic og andre, der bruger Android-operativsystemet, sandsynligvis også nyde godt af Googles opdatering.

OBS: Efter hvad Lyd & Billede erfarer, vil det nuværende Android-operativsystem ikke ophøre. Google TV kører angiveligt på Android OS 10, men lanceringen kan tolkes således, at fremtidige Android-TV’er kan blive omtalt som Google TV’er.

Læs også Nye Android-TV’er fra … Panasonic? Panasonic starter udrulningen af deres første Android-TV til november!

Under alle omstændigheder generer navnet nok ikke nogen, og den nye platform ser ud til at være et skridt i den rigtige retning, hvad brugervenlighed angår. Den nuværende Android TV-platform er blevet relativt god, men har fået kritik for at være meget Google- og YouTube-centreret.

Introduktionen af Google TV kan fortolkes derhen, at Google nu for alvor vil ind på TV-markedet og fungere som “hub” for alle former for underholdning, uanset om det er spil, streaming eller direktesendt TV, nyheder og sport.

 

Les videre
Exit mobile version