Nyhed

VW tilbyder opgraderet lydanlæg til ID.4

2022-modellen af Volkswagen ID.4 får et opgraderet lydsystem – med subwoofer – som ekstraudstyr, viser de seneste prislister.

Volkswagens populære el-SUV ID.4 har høstet megen ros for køreegenskaber og komfort, men har samtidig måttet tåle kritik for manglen på ordentlig lyd. Samtlige udgaver af ID.4, inklusive firehjulstrækkeren GTX, kommer kun med et standard lydanlæg, der lyder temmelig trist efter vores mening.

Men det bliver der lavet om på nu! Kommende 2022-modeller af ID.4 kan nemlig bestilles med et opgraderet lydanlæg. Nærmere bestemt et Volkswagen Sound System med subwoofer, som står nævnt i den opdaterede prisliste for 2022. Samme anlæg bliver også tilgængeligt i den nyligt præsenterede ID.5.

Læs også Volkswagen ID.5: Sådan bliver den nye SUV Endelig kommer produktionsmodellen af konceptbilen ID.Crozz. ID.5 vil kunne fås i to versioner. Sådan bliver de.

Mere forstærkerkraft og separat subwoofer

Volkswagens website er sparsom med info om det nye anlæg, men så vidt Lyd & Billede erfarer, er der stadig tale om et relativt simpelt system med seks højtalere (to diskanter og mellemtoner foran, to fuldtoneenheder bagi), som nu har fået en vigtig tilføjelse i form af en separat subwoofer i bagagerummet samt mere forstærkerkraft til at drive det hele.

Anlægget får typebetegnelsen 9VH (VW Premium Sound) og er en del af den såkaldte Multimediapakke Plus, der koster 11.300 kroner.

(Foto: Volkswagen)

Tilgængeligt på 2022-modellen

Det nye premiumanlæg vil være tilgængeligt på Volkswagen ID.4 fra og med modelåret 2022, men det er uklart, hvilken produktionsuge det gælder. Tilvalget er ikke synligt i online-konfiguratoren endnu og bliver ikke tilgængeligt for bestilling før i uge 51, så vidt Lyd & Billede erfarer.

Læs også Sådan lyder Sonos-anlægget i Audi Q4 e-tron Med Sonos-anlægget som tilvalg kan Audi Q4 e-tron tilbyde federe lyd end søstermodellen/konkurrenten Volkswagen ID.4.

Kunder, der allerede har bestilling på en bil, opfordres derfor til at kontakte deres forhandler, hvis de ønsker at tilføje anlægget. Vær dog opmærksom på, at det kan medføre forsinket levering.

Les videre
Exit mobile version