Nyhed

CES 2023: Volkswagen løfter sløret for den nye ID.7

ID.7 er tyskernes første fuldt elektriske sedan baseret på MEB-platformen.

Volkswagen ID.7

På den store CES-elektronikmesse i Las Vegas løfter Volkswagen sløret ID.-familiens kommende flagskib, ID.7, der oprindeligt blev præsenteret i Kina i 2022 under kodenavnet ID.Aero.

Selvom Volkswagen allerede dengang lagde op til global tilgængelighed, frygtede vi alligevel, at ID.7 kun ville komme på markedet i det østasiatiske land, hvor lange sedaner er meget populære. Men med dagens lancering på CES står det klart, at der vitterligt er tale om en global model, som vil komme på markedet på tre kontinenter.

Læs også Her er Volkswagens første elektriske sedan Designskitser giver et smugkig på en fremtidig model designet til den øvre middelklasse i Kina. Bilen kommer også til Europa og USA.

“Med den nye ID.7 udvider vi vores elektriske modelprogram til at omfatte den store firmabilsklasse. ID.-familiens nye flagskib vil byde på teknologi og kvalitet i topklasse. ID.7 er en af ti nye elbiler, som vi planlægger at lancere frem til 2026. Vores mål? At levere produkter, der passer til vores kunders behov i hvert enkelt segment,” siger CEO for Volkswagen Personbiler, Thomas Schäfer, i en pressemeddelelse.

ID.7 kommer med innovativt klimaanlæg

En række innovationer bliver standard i ID.7 lover Volkswagen. Herunder et nyt displaykoncept inklusive augmented-reality-head-up-display, nyt infotainmentsystem med 15″ (38 centimeter) touchskærm samt optimeret funktionalitet og betjening af klimaanlæg integreret i infotainmentsystemets hovedmenu, ligesom oplyste digitale skydere under touchskærmen til justering af lyd og temperatur også bliver en del af pakken.

Særlige anmodninger kan aktiveres ved hjælp af stemmekommandoer. Hvis brugeren siger, “Hej Volkswagen, mine hænder er kolde!”, reagerer ID.7 ved at starte ratvarmefunktionen. Samtidig ledes varm luft mod hænderne. (Foto: Volkswagen)

ID.7 vil kunne registrere, at føreren nærmer sig bilen med nøglen, og vil allerede, før føreren sætter sig ind i bilen, påbegynde nedkøling af kabinen på varme sommerdage eller opvarmning af kabinen på kolde dage.

Nydesignede “Smart Air Vents” styrer luftstrømmen, og luftspjældene bevæger sig dynamisk for at fordele luften over store områder i kabinen så hurtigt som muligt. Er der passagerer i bilen, kan luften ledes direkte til kroppen eller ventilere kabinen indirekte. Disse funktioner er til enhver tid synlige på det nye infotainmentsystems touchskærm og kan aktiveres og gemmes individuelt for hver bruger.

Interaktivt camouflagekoncept

Den camouflerede sedan har et digitalt design med en unik lak, der interaktivt lyser dele af bilens karrosseri op, fortæller Volkswagen i en pressemeddelelse.

Karrosseriet er påført 40 lag maling, hvoraf nogle er ledende, mens andre har isolerende egenskaber. I alt 22 områder af bilens karrosseri kan styres separat og elektrificeres under det øverste lag maling (elektroluminescens), så de lyser op. Hvis alt dette er forbundet med et lydsystem, visualiseres rytmen ved belysning af enkelte områder.

I alt 22 områder af bilens karrosseri kan styres separat og elektrificeres under det øverste lag maling (elektroluminescens), så de lyser op. Hvis alt dette er forbundet med et lydsystem, visualiseres rytmen ved belysning af enkelte områder. (Foto: Volkswagen)

Baseret på MEB

Som Volkswagen ID.4 er ID.7 også baseret på VW-koncernens MEB-platform, der er udviklet specifikt til elbiler.

Læs også Se alle elbilerne, som kommer i 2023 De 30 vigtigste elbiler.

Sedanens karakteristiske egenskaber omfatter ifølge den tyske bilfabrikant den aerodynamiske frontsektion og den lange buede taglinje, der både er med til at reducere strømforbruget og øge rækkevidden.

Luftindtag integreret i hver side af frontkofangeren dirigerer luftstrømmen ned langs siderne af bilen og bagud. De danner derfor et lufttæppe, der dæmper luftstrømmens flow hen langs siderne af bilen. Taglinjen løber helt ned til bagklappens kant og bidrager til en lav vindmodstandskoefficient på ID.7, der giver bilen en rækkevidde op til omkring 700 km (WLTP), lover Volkswagen.

Tilgængelighed

Det er planen at lancere den elektriske sedan på de tre primære markeder i Kina, Europa og Nordamerika, oplyser Volkswagen.

ID.7 til det europæiske marked vil blive produceret på Volkswagens fabrik i Emden, hvor ID.4 også produceres.

Les videre
Exit mobile version