Superheltetræthed eller ej, i det mindste kommer Marvel og Disney+ med en forfriskende ny vinkel i deres seneste superhelteserie.

Serien Wonder Man slutter sig til rækken af de mere stilistiske og anderledes Marvel-serier under paraplyen “Spotlight” (såsom Echo, 2023-24). Her er der større fokus på karakterdybde og uafhængige historier med færre forbindelser til det overordnede plot i Marvels fælles filmunivers (MCU) – og ikke mindst langt mindre fokus på endeløse, udmattende kampscener, hvor superheltene slår hinanden i tre kvarter.

 

Anti-superhelten

Stan Lees Wonder Man dukkede første gang op i tegneserien ”The Avengers #9” tilbage i 1964. Antihelten hedder egentlig Simon Williams og var søn af en industrimagnat og erhvervede selv ioniske superkræfter. Simon var både en ærkefjende og senere en helt, der blev fast medlem af The Avengers.

I den moderniserede serie spilles han af Yahya Abdul-Mateen II (Aquaman) og er nu en indadvendt, pompøs og let ængstelig skuespiller med grandiose Hollywood-drømme. Mest af alt frygter han, at hans superheltekræfter vil blive afsløret og dermed ødelægge hans Hollywood-karriere for altid.

For at forstå hans iboende angst må man være bekendt med den fascinerende og vildt skandaløse “The Doorman Clause”. Har du aldrig hørt om den, siger du? Bare rolig, Marvel har viet en hel episode til mysteriet, med Byron Bowers i topform – seriens højdepunkt!

Simons ufrivillige sidekick er den charlatanagtige skuespiller/skurk Trevor Slattery (Ben Kingsley, Schindler’s List). Da svindleren Trevor ankommer til LAX, bliver han pågrebet af agenter fra “Department of Damage Control”. Han bliver derefter tvunget til at spionere på Simon for at få ham til at afsløre sine superkræfter. Katten efter musen-legen er i gang!

Dramaqueen

I hverdagen ligner Simon mere en drama queen end en hård superhelt. Han har primadonna-tendenser og elsker at fordybe sig i de karakterer, han spiller, og giver dem en baggrundshistorie i et forsøg på “method acting“. Dette falder ikke ligefrem i god jord hos de tidspressede producenter, han møder. Simon mister flere jobs på grund af sin alternative “tilgang” til rollerne.

Hans store drøm er at portrættere den legendariske Wonder Man i en Von Kovak-film. Det er i forfølgelsen af denne dyrebare drøm, at seriens hovedfokus ligger.

Med det gamle Hollywood som en smuk visuel kulisse, et dejligt soundtrack fra 1970’erne (inklusive Commodores) og en selvcentreret superhelt i hovedrollen, er Wonder Man en anderledes, jordnær og mere karakterdrevet Marvel-serie, end publikum normalt er vant til.

Dette vil sandsynligvis få nogle die-hard MCU-fans til at rynke på næsen. Men vi nød serien og dens skandaløse karakterer – trods nogle åbenlyse svagheder.

Svag dramaturgi

På trods af sine enorme superheltekræfter og usårlighed er Simon langt mere optaget af berømmelse end heltegerninger. Derfor er der kun små glimt af hans alter ego Wonder Man, og der er i stedet fokus på hans jagt på Hollywood-drømmen og hans urolige fortid.

Der er i princippet ikke noget galt med det, men seriens skabere Destin D. Cretton og Andrew Guest har lagt vægt på halvtimelange, næsten afsluttende kapitler, som – selvom de er mildt underholdende – ofte slet ikke fremmer hovedhistorien.

Det er ganske vist meget underholdende at se Ben Kingsley i fri dressur med den bredeste accent nogensinde, den værste frisure og et moralsk kompas, der er langt ude af kurs, men Trevor kan også blive lidt for meget – uden at vi kommer nogen vegne.

Der er også blevet gjort for lidt ud af fyrene i jakkesæt fra “Department of Damage Control”. Agent Cleary (Arian Moayed) burde have fået betydeligt mere spillerum.

Abdul-Mateen II bliver desværre lidt anonym i rollen som den tilbagetrukne, modvillige superhelt, men det skyldes nok også i høj grad, hvordan karakteren er skrevet.

I tegneserierne fik Simon oprindeligt kræfter til at hævne sig på Stark Industries, efter at hans familievirksomhed gik konkurs. Denne oprindelseshistorie – hvor han starter som skurk, før han søger forsoning – kunne have dannet grundlag for seriens følelsesmæssige kerne, men i stedet er fokus på Simons forgæves jagt på Hollywood-berømmelse.

Og på dette niveau lykkes det godt med forfriskende metahumor, hvor karaktererne i det væsentlige spiller sig selv og gør nar af pompøse filmproducenter og dekadente, urealistiske skuespillere. Denne tråd bliver seriens stærkeste kort, der lokker os ind i universet.

 

Jordnær antihelt

Wonder Man tilbyder et satirisk og mere jordnært blik på MCU-universet. Humoren er ikke altid på sit højeste, og dramaturgien er noget vaklende, men serien byder på en række fascinerende karakterer indpakket i en stilfuld, cool retrostil, der skaber grobund for tilstrækkelig underholdningsværdi.

Vi mener, at et par små justeringer kunne have løftet serien flere niveauer – men måske kan en efterfølger hjælpe? 4 svage stjerner.

Wonder Man (som dybest set er en miniserie) har premiere på Disney+ den 28. januar. Sæsonen består af otte afsnit. Anmeldelsen er baseret på samtlige afsnit.