Næste år (måske i påsken?) lancerer den amerikanske streaminggigant Netflix en af sine største nordiske satsninger nogensinde: Jo Nesbøs Harry Hole. Vi var selv til stede under en af de sidste optagedage i Filmparken i Oslo.

Men før Hole skal indtage det globale publikum, er det en anden nordisk krimiforfatter, der får chancen for at skinne. Mellem 2007 og 2023 udgav den danske forfatter Jussi Adler-Olsen i alt ti krimier om den særegne “Afdeling Q”, en dedikeret cold case-gruppe i Københavns politi, ledet af den egenrådige efterforsker Carl Mørck og hans makker Assad.

Den 11. roman (nu med nye medforfattere), Døde sjæle synger ikke, udkom d. 25. marts, men allerede i dag lancerer Netflix en genindspilning af filmene – nu i serieformat og placeret i det skotske Edinburgh. Og transformationen fra Danmark til skotske forhold fungerer overraskende godt.

Første sæson af Netflix-serien er baseret på romanen Kvinden i buret. Bogen er fra 2007, men serien er sat i nutiden – begge begynder med en voldsom skudepisode, hvor Mørck (Matthew Goode) og hans partner (Jamie Sives) brutalt bliver skudt på gerningsstedet for et mord.

Mørck overlever med et ar på halsen og mange påtvungne (!) terapi-timer, mens kollegaen bliver lam fra livet og ned. Derudover bliver også en politibetjent dræbt.

Tilbage på politistationen i Edinburgh får Mørck den “gode nyhed” fra sin chef (Kate Dickie), at der er afsat midler til at oprette en helt ny cold case-afdeling. Hun ønsker, at Mørck skal lede afdelingen – fra det nye “kontor” (et omklædningsrum) i bygningens fugtige og skimmelramte kælder.

I hemmelighed, og sammen med sin nye ambitiøse makker Akram (Alexej Manvelov), begynder Mørck at efterforske en fire år gammel forsvindingssag. Den fremtrædende og kontroversielle anklager Merritt Lingard (Chloe Pirrie) forsvandt nærmest i den blå luft – og ingen har set eller hørt fra hende siden.

Hurtigt finder Akram og Mørcks assistent, Rose (Leah Byrne), tegn på sjusket efterforskning og usammenhængende, mangelfulde politirapporter. Kan Merritt måske stadig være i live…?

Interessant nok var Netflix’ første pitch til Jo Nesbø, at Harry Hole-serien skulle optages i USA med amerikanske skuespillere og miljø. Men Nesbø overbeviste streaminggiganten om, at Oslo er en så central del af universet, at serien til sidst blev lagt i Norge.

De mange hundrede tusinder af fans af Adler-Olsens krimier havde formentlig helst set, at Afdeling Q-serien også foregik i hans kendte, københavnske miljø. Men vi vil hævde, at omlægningen til Edinburgh – om dog ikke strengt nødvendig – fungerer ualmindeligt godt. Det kan i høj grad tilskrives serieskaber og manuskriptforfatter Scott Frank (The Queen’s Gambit), som har været tro mod det originale materiale og dets unikke miljø- og karakterskildringer.

Vi møder stadig en Carl Mørck, som er fuldkommen arbejdsnarkoman, asocial, egenrådig og ikke bange for at operere i lovens gråzoner. Og Goode er et fund i rollen som den utrættelige sandhedssøger – der ikke tåler bullshit. Let fordrukken, livstræt og til tider depressiv, men med et hjerte, der brænder for arbejdet. Det kommer der mange gode terapi-timer med en lettere opgivende psykolog (Kelly Macdonald) ud af.

I de regnfulde, småskumle baggyder i Skotland opdager vi beskidte hemmeligheder og en politistyrke, der i bedste fald ikke gør sit arbejde, og i værste fald bevidst dækker over inkompetence. I dette krydsfelt, med en aggressiv presse i hælene, står Mørck og Akram fast i stormen og lader sig ikke stoppe.

Et af seriens stærkeste elementer er dynamikken mellem de to vidt forskellige mennesketyper: Mørck og Akram. Den ene er ilter, impulsiv, uortodoks og ateist – den anden besindet, omhyggelig, venlig og stærk i troen.

Den skarpe sarkasme og den herligt ironiske tone mellem disse rå, uslebne mænd skaber liv og føles ægte. Som et normaliserende element har vi den neurotiske Rose.

Nogle af bipersonerne bliver desværre lidt for stereotype og anstrengt outrerede, og en del af politiarbejdet virker lidt for generisk krimi-agtigt (som den evige tovtrækning med den “håbløse” chef og de “tåbelige” kollegaer). Men Frank har taget de mørkere og abnorme elementer med fra Adler-Olsens univers – og selve krimigåden er af den klaustrofobiske og urovækkende slags!

Måske er ni episoder en anelse i overkanten, og serien risikerer at gentage sig selv en smule. Men indtil videre (vi har set de fem første episoder) er sæson 1 en bundsolid krimiserie, hvor karakterer og miljø får tid til at bygge sig op og folde sig ud. Dette ofte ubehagelige univers vil vi meget gerne se mere til. 4 stærke stjerner.

Sæson 1 af Afdeling Q har Netflix-premiere den 29. maj – alle episoder udgives samme dag.