Sonys tv har et slankt og stilrent udseende. Rammen omkring billedpanelet er kun nogle millimeter tyk med buede kanter i anodiseret og børstet sort aluminium, som sammen med den forkromede fod giver tv’et et temmelig flot, eksklusivt look. Ikke noget “plastic fantastic” her.
Tv’et er forholdsvis slankt, også på bagsiden, men nederst, hvor elektronik og køling sidder, buler det væsentligt ud. Det finder vi lidt underligt, da Sony-skærmen også fås med separat strømforsyning, og derudover synes vi, at tilslutningerne kunne være mere praktisk placeret.
Hvis du vil vægmontere tv’et, kommer det til at rage omkring 5 cm ud. Der medfølger afstandsstykker, der gør det muligt at bruge foden som vægbeslag. Selve foden er til gengæld lille og let, så tv’et kan stå tæt på væggen, uden at den kommer i vejen.
Brugervenlighed og funktioner
Sonys trofaste fjernbetjening kan virke lidt traditionel i knap-layout og udseende. Til gengæld reagerer menuerne lynhurtigt på kommandoer, og det er med til at give en behagelig brugeroplevelse. På smart-siden er 50W805B udstyret med apps som Netflix og YouTube. Andre kommercielt interessante apps glimrer foreløbig ved deres fravær, men der er håb om, at det ændres i løbet af sommeren.
Billedkvalitet
50W805B kommer med Sonys X-Reality Pro billedprocessering, som kontinuerligt overvåger og optimerer billedet, så kontrast, skarphed og farvegengivelse tilpasses til programindholdet. Og selv om det er noget, de fleste producenter praler af, har vi været imponeret over Sonys billedprocessering de sidste par år.
Lige præcis dét er det nye 50W805B et godt eksempel på. Det lykkes på fornem vis tv’et at gengive farverne med tilstrækkelig smæk på, uden at de bliver stærkere, end godt er. Farverne gengives med glidende, glatte overgange uden generende schattering eller “color banding”, som det kaldes på fagsproget. Resultatet er et naturligt og livfuldt billede, der giver en fabelagtig oplevelse på alle typer billedindhold.
De flotte farver ville selvfølgelig have været spildt, hvis sortniveau og kontrast var af den falmede type. Men nej, også her imponerer Sony: Skærmen er virkelig sort som natten, når billedmaterialet kræver det. Ganske vist ikke helt på plasma- eller OLED-niveau, men stadig kulsort af LCD at være.
Det bedste af det hele er, at 50W805B i modsætning til mange andre LED-baserede LCD-tv’er har en meget jævn lysfordeling over hele skærmen; faktisk blandt de bedste, vi kan erindre. Alt i alt ikke dårligt for et fjernsyn til under 10.000 kroner!
Lydkvalitet
Mens billedkvaliteten er fremragende, kan det modsatte siges om lydkvaliteten. Uden ordentligt dimensionerede højttalere bliver Sony-skærmen spag i mælet, uden nævneværdig bas og uden kraft i mellemtoneområdet, hvor stemmer skal gengives.
Lydoplevelsen er faktisk så tam, at vi anbefaler at budgettere med en separat soundbar til W805.
Konklusion
Sony 50W805B er et slankt og diskret tv med mange gode egenskaber. Fjernbetjeningen og den generelle betjening kan virke lidt gammeldags i en tid, hvor konkurrenterne tilbyder pegestyring. De indbyggede højttalere er også af den simple slags uden særlig meget krudt i lyden.
Men Sony imponerer alligevel, hvor det tæller mest: Her får du et tv med strålende kontrast og farvegengivelse samt imponerende sortniveau og lysstyrke. En oplagt favorit i sin prisklasse!
