I år skal fjernsyn være buede! Det er det budskab, Samsung forfægter med deres nye topmodeller, hvor skærmen buer lidt væk fra beskueren. Bueformen passer imidlertid ikke alle og enhver, og derfor tilbyder Samsung også den traditionelle, flade version i år. Blandt disse er UExxHU7505-serien, der har høje specifikationer med 4K-opløsning i størrelser fra 48 og helt op til 75 tommer.
Brugervenlighed og funktioner
I modsætning til HU8505-modellen, der leveres med separat One Connect samleboks, har HU7505 almindelige tilkoblinger på bagsiden (men kan opgraderes med One Connect om nødvendigt). Det har også indbygget understøttelse af HDMI 2.0, HDCP 2.2, MHL 3.0 og HEVC (H.265), hvilket gør det godt rustet til at vise ægte 4K-indhold. Det understreges også af adgang til Netflix-app’en i 4K-version, som foreløbig er den eneste tjeneste, der giver nem adgang til 4K.
Samsung kan fortsat prale af det bedste app-udvalg med værdifulde tjenester som HBO, Spotify og Viaplay om bord. Samsung-skærmen har også to fjernbetjeninger – en almindelig plus den nye smart-fjernbetjening med pegefunktion, som gør brugen langt mere behagelig.
Muligheden for at styre tuner-boksen via tv-fjernbetjeningen er også værd at nævne, samt at den indbyggede processor sørger for ultra hurtig opstart og menustyring.
Billedkvalitet
Samsung-skærmen er måske fladere end sine søskende, men billedet er bestemt ikke kedeligt. Her får vi et tv, der kan håndtere alt billedindhold på glimrende vis.
Vi startede med HD-optagelser fra Champions League og blev imponeret over, hvordan 55HU7505 formår at gengive de komprimerede optagelser med overraskende mange detaljer og forsvindende lidt billedstøj. Desuden har det god kontrol over bevægelser og bevarer skarpheden, selv ved hurtige boldudvekslinger på banen.
I standardindstilling har farverne et lidt blåligt skær, mens filmtilstanden er mere neutral og fremragende til varieret tv-kiggeri.
Med vores Blu-ray-testskiver afslører Samsung, at det også kan få Full HD-film til at se endnu skarpere ud via 4K-billedpanelet. Opskaleringen er rigtig god og tæt på de dyrere modeller fra Sony og Panasonic. LCD-skærmen fra Samsung har også et klart godkendt sortniveau med god og jævn lysfordeling, som tyder på et billedpanel af god kvalitet.
Rosinen i pølseenden er adgangen til ægte 4K-indhold fra Netflix. Scenerne fra anden sæson af House of Cards ser fantastisk skarpe ud, og sammenlignet med HD-versionen føles det som at have fået en grundig vinduesvask! UE55HU7505 gav også gode resultater koblet til vores 4K-pc med synlig skarpere billedkvalitet end 4K-konkurrenten fra Philips.
Lydkvalitet
Samsung har fået meget kritik i årenes løb for tynde skærme med endnu tyndere lyd. Årets generation er imidlertid blevet bedre, med god stemmegengivelse og mere fylde i bassen end tidligere. Lydsystemet giver også en slags virtuel surround-effekt, når man vælger Cinema-indstillingen. Alligevel er en soundbar (f.eks. en af Samsungs trådløse varianter) klart at anbefale.
Konklusion
Samsung har fokus på den nyskabende bueform i år, men efter vores mening er denne flade UHD-model en af de mest spændende til dato. UE55HU7505 er en god samlet pakke med flot design og fin billedkvalitet. Det har fuld understøttelse af de nyeste 4K-billedformater og mange gode smart-tjenester om bord. Kombineret med en god fjernbetjening og udmærket lydkvalitet er dette tv klart værd at anbefale.
