Panasonic TX-L50ET60

Flot farvegengivelse

Med fine farver og lækkert design er Panasonic TX-L50ET60 et godt alternativ til firmaets plasma-tv’er.

Panasonic TX L50ET60 3

Hos Panasonic har det indtil nu været plasmateknologien, der har været i højsædet, men fremover vil de fokusere mere på LCD med LED-lys. 2013’s modeller fik en kraftig ansigtsløftning både udvendig og indvendig. 50ET60 har ramme og fod i børstet metal med en stribe gennemsigtigt plexiglas nederst. Byggekvaliteten er solid og tillidsvækkende med metalskrog og kraftige beslag frem for plastic.

Brugervenlighed og funktioner
50ET60 har udstyrsmæssigt meget tilfælles med plasmamodellen 50ST60. Fjernbetjeningen, menusystemet og tilslutningsmulighederne er næsten nøjagtig de samme. Den nye Home Screen menu kan også her skræddersys med det indhold, man vil se. F.eks. kan man placere en genvej til Netflix-app’en på startskærmen. 50ET60 understøtter også Skype, men videokameraet er, ligesom i 50ST60’s tilfælde, ekstraudstyr.

Panasonics Viera smart-portal byder på tjenester som Netflix, Viaplay, SF Anytime, Skype, YouTube, Facebook, Twitter og Eurosport Player. Hvis man vil, kan man lægge fjernbetjeningen til side og i stedet – via app’en Panasonic Remote – bruge sin tablet til betjening, navigation og indtastning af søgeord.

Billedkvalitet
50ET60 anvender et såkaldt IPS (In Plane Switching) LCD-panel, der giver en bredere betragtningsvinkel end konventionelle LCD-skærme. Det mærkes ved, at man kan sidde længere ude i siden i forhold til skærmen, uden at farverne bliver udvaskede – lidt ligesom med en ægte plasmaskærm.

Farverne er afgjort blandt testens bedste. 50ET60 har ligesom sin plasmabror en meget rig og balanceret farvegengivelse, og vi tror, at mange traditionelle plasmaelskere vil foretrække Panasonics version af LCD frem for konkurrenternes. Farverne er meget neutrale og uden påfaldende farvestik, når vi sætter skærmen i Real Cinema-tilstand.

Dog mangler der lidt på sortniveauet. Her er der langt til plasmaskærmenes ydelse, og 50ET60 kan ikke helt måle sig med Sony 50W685’s sortgengivelse. Det er derfor ikke den mest oplagte skærm til film, men et fint allround-tv til serier, sport og underholdningsprogrammer.

Lydkvalitet
Lyden er den halve oplevelse, siges det. Desværre har Panasonic ikke lagt så mange ressourcer i lydgengivelsen som i billedet og brugervenligheden. Stemmegengivelse fra 50ET60 er tynd, og det kan ikke spille særlig højt. Manglen på bas gør, at lydeffekter og musik ikke kommer særlig godt frem. Her er det med andre ord nødvendigt med en soundbar eller lignende for at få en tilfredsstillende filmoplevelse.

Konklusion
Panasonic TX-L50ET60 har en hel del at byde på: Flot udseende, brugervenlig betjening og flere smart-funktioner. Billedkvaliteten er også vældig fin, og det er kun sortniveauet, der forhindrer os i at finde topkarakteren frem. Lyden står det værre til med, men Panasonic er ikke det eneste i testen med svag lyd.

Samlet set er det et godt tv til alle slags brug, men “godt nok” rækker ikke til en topplacering denne gang.

Læs videre
Exit mobile version