AU8075 er en af basismodellerne i Samsungs 2021-sortiment. 8000-serien har altid været populær, da den kommer i en lang række skærmstørrelser, fra 43 og helt op til 85 tommer, med favorable priser pr. tomme.
Samsung AU8075
Udseendemæssigt er AU8075 nemt at genkende som et Samsung-TV, med et lækkert, gennemtænkt design, der er ret typisk for den sydkoreanske producent. Hele bagsiden er glat, uden strømforsyning eller andre ting, der rager ud, og tilslutningerne vender til siden. Dermed kan TV’et vægmonteres tæt ind til væggen.
Selve brugerfladen, Tizen, har Samsung selv udviklet, og det er et menusystem, vi rigtig godt kan lide. Både indstillinger, kildevalg og apps er hurtigt tilgængelige på menulinjen, og TV’et reagerer hurtigt på kommandoer.
På tilslutningsfronten er Samsung AU8075 udstyret med fire HDMI-indgange, men skærmfrekvensen er begrænset til 60 Hz. Det behøver ikke at være noget problem, men er relevant, hvis man er hardcore konsol-gamer. Til gengæld er forsinkelsen (input-lag) blandt de kortere i testen med 13 millisekunder.
Ingen Dolby Vision
Samsung AU8075 er et af de få TV’er i testen, der ikke understøtter HDR-formatet Dolby Vision. Det betyder, at en Netflix-serie som Squid Game og andre må ses i “almindeligt” HDR-format uden dynamiske metadata. Det er lidt synd, da billige LCD-skærme som denne kan have gavn af den ekstra kontrastinformation for at tilpasse billedet.
Samsung understøtter HDR10+, som er et åbent alternativ til Dolby, men det er ikke lige så udbredt på indhold.

Lyd og billede
AU8075 er som nævnt en af basismodellerne fra Samsung, og det betyder, at det må klare sig uden producentens QLED-teknologi med kvanteprikker. I stedet bruges et system kaldet Dynamic Crystal Color til at udvide farvegengivelsen fra LCD-panelet. Selve bagbelysningen er kantmonteret.
Samsung-skærmen gør et helt fint indtryk rent billedmæssigt, hvor f.eks. skarphed og farvegengivelse er glimrende. Vælger man Film-indstillingen, får man et neutralt billede med flotte farvenuancer. TV’et har dog lidt svag kontrast og heller ikke det bedste sortniveau i testen.
På lydsiden er AU8075 udstyret med standard stereohøjttalere, som ikke gør det helt store indtryk. Lydbilledet er ret fladt, og stemmegengivelsen er relativt ulden og indelukket. De fleste vil nok foretrække at opgradere med en soundbar, f.eks. en af Samsung-modellerne i HW-S66/67-serien, som vi har testet tidligere.
Alt i alt giver Samsung AU8075 en udmærket ydelse til prisen, men det kan mærkes, at der er tale om en billigere model, som er ribbet for en del smarte funktioner og mere avanceret billedprocessering.