Philips Hue Play HDMI sync box 8K

Ambilight til den moderne gamer

En meget dyr men effektiv løsning.

Philips Hue Play HDMI sync box 8K lifestyle

Der har længe gået rygter om, at Signify – firmaet bag Philips Hue – ville lancere en ny version af deres populære Play HDMI Sync Box. Den første udgave kom på markedet i 2019 og fungerer som en HDMI-switch, der trådløst synkroniserer lys fra Philips Hue-pærer og lyskæder med tilsluttede kilder. Resultatet er en Ambilight-lignende effekt, der giver en ekstra visuel dimension til seeroplevelsen – noget, der ellers kun er muligt med et Philips TV. Om man er til farvet lys, er en smagssag, men personligt synes jeg, det er fedt, at man kan få samme effekt, uanset hvilket TV man har.

Hvorfor en ny version?

Men hvorfor er der overhovedet behov for den nye Sync Box 8K? Den gamle fungerer jo stadig. Svaret er, at TV- og mediebranchen har udviklet sig, især med den nye HDMI 2-standard, der understøtter 8K ved 60 Hz og 4K ved 120 Hz – et must for gamere, der ejer de nyeste konsoller eller har en high-end PC tilsluttet deres TV. Andre nyheder inkluderer Bluetooth 5.0 for bedre tilslutning og et lavere strømforbrug i standby.

Philips Hue Play HDMI sync box 8K product
Den lille box ser ikke ud af meget og det er faktisk fint. Den har en funktion, men behøver ikke skille sig ud i dit medie-setup. (Foto: Signify)

Enkel installation

Installationen af Philips Hue Play HDMI Sync Box 8K er ligetil. Tilslut Sync boxen til dit TV med ét HDMI-kabel, og tilslut eksterne kilder som spillekonsoller, Apple TV eller lignende via de fire HDMI 2.1b-porte med HDCP 2.3. Hvis du som mig bruger en receiver som HDMI-switch, kan du placere Sync boxen mellem TV’et og receiveren for at opnå den samme effekt. Tænd for strømmen, og tag din mobil frem.

Brugervenlig opsætning og indstillinger

Opsætningen foregår via Philips Hue-app’en, som findes til både Android og iOS. Scan QR-koden på Sync boxen, vælg dit netværk, og forbind til din Hue Bridge. Herefter kan du vælge et underholdningsområde og tilpasse kilderne, så du nemt kan skifte mellem dem.

Indstillingerne i app’en er tilpas enkle til at alle kan være med. Det vigtigste er tænd/sluk-knappen. Du kan også bare bruge stemmestyring via Alexa eller Google Assistant. (Screenshot)

App’en er blevet opdateret og integrerer nu synkronisering af lyset, hvilket gør det lettere at justere lysintensitet og vælge mellem forskellige tilstande til film, musik eller gaming. Den er utrolig brugervenlig, og med et par tryk kan du få lysene til at matche stemningen – især gamere vil nyde de hurtigere farveskift og højere lysstyrke, der forstærker spiloplevelsen.

En meget vigtig detalje

Som med den første version kræver Philips Hue Play HDMI Sync Box 8K, at du allerede ejer en Philips Hue Bridge samt smarte Hue-pærer og/eller lyskæder. Ved lanceringen i 2019 kom også Philips Hue Play Gradient Lightstrip, som nemt monteres på bagsiden af et TV eller en skærm. Denne LED-lyskæde fås i forskellige størrelser og kan hurtigt øge prisen på den samlede løsning. Til denne test har jeg brugt Philips Hue Play Gradient Lightstrip TV 65”.

Bedre indlevelse og atmosfære

Der er noget helt særligt ved at opleve, hvordan lysene ændrer sig, mens du spiller. Det tilføjer en visuel dimension, der gør selv rutineprægede gaming-sessioner mere intense. Med lysene strategisk placeret omkring dit TV kan du udvide din visuelle oplevelse til at fylde hele rummet, og dermed skabe en atmosfære, der får dig til at føle, at du er en del af spillets handling.

Læs videre
Exit mobile version