T70p er den bærbare version af T70. Måske de bedste hovedtelefoner, vi har hørt til under 5.000 kroner, mente vi tilbage i december 2011.
Når man hører ordet “bærbare”, tænker de fleste nok sammenfoldelige. Men p-versionen (for portable) er lige så stor og tung som studieversionen, hvilket afspejles i den gigantiske bæretaske, der følger med. Den eneste forskel er den elektriske modstand, som er 32 ohm i stedet for 250, så man kan drive dem med en mobiltelefon. Og at ledningen er 1,2 meter i stedet for 3 meter.
Det betyder, at T70p har samme Tesla-drivere som T70 med en kraftig neodymmagnet og en supertynd membran i flere lag.
Beyerdynamic T70p er lukkede hovedtelefoner ligesom de øvrige testdeltagere. Forskellen er, at puderne er lavet af stof i stedet for kunstlæder. Det er, for at de skal være mere behagelige at have på i lang tid, så man ikke bliver klam om ørerne.
Ulempen er, at hovedtelefonerne både lækker mere lyd ud og lukker mere støj ind. De er derfor ikke lige så praktiske i toget eller i andre støjfyldte omgivelser som deres tættere konkurrenter. Deraf følger også, at basgengivelsen bliver noget tyndere.
Lydkvalitet
Lyden af T70p er lige så neutral, som den er opløst, med en super fokuseret mellemtonegengivelse. Akustisk numre som k.d. langs version af “After the Gold Rush” og Newton Faulkners cover af “Teardrop” gengives med fuld kontrol over instrumenterne.
Dynamikken er fremragende, instrumenterne står ud fra en kulsort baggrund, og luftigheden breder sig. I det omfang man kan tale om stereoperspektiv i hovedtelefoner, er det fremragende i både størrelse og bredde på T70p.
Pianistens fingre danser let hen over tangenterne, samtidig med at klangbunden i hver tone står solidt plantet. Bassen er – som vi også gættede på – ikke så fremtrædende som med de mest basrige; både Sennheiser Momentum M2 og referencen B&W P7 har fyldigere og mere saftig bas. Men der er mere luft omkring bastonerne på T70p, og de går lige så dybt, selv om de ikke slår helt så hårdt.
Trods deres mobilvenlige 32 ohm impedans mister hovedtelefoner en del af glansen, når de skal drives af undertegnedes iPhone 6s Plus. Især i bassen, så elektroniske popmelodier lyder småkedeligt. Driv dem hellere med en stationær hovedtelefonforstærker som Fostex HP-A4 eller – endnu bedre – Pioneer U-05, og der kommer betydelig mere gang i den, samtidig med at et slør forsvinder fra overtonerne.
Konklusion
Lyden af Beyerdynamic T70p er blød og romantisk med en fantastisk dynamik. Især i mellemtoneområdet, hvilket gør, at stemmer og instrumenter lyder levende og realistisk.
Trods en impedans på 32 ohm lyder T70p afgjort bedst med en ordentlig hovedtelefonforstærker. Først da vågner basgengivelsen til live, så også elektronisk pop bliver underholdende. Alt i alt de bedste hovedtelefoner, vi har hørt til under 4.000 kroner, og de eneste i testen, der slår referencen B&W P7. Hvis det øvrige udstyr er godt nok.