Fostex startede med højttalerkomponenter til selvbyggere i 1973, men kastede sig med tiden over hele højttalere og senere også indspilningsudstyr. De var bedst kendt for deres kassette- og spolebåndoptagere.

Men mikrofoner og hovedtelefoner var også noget, de begyndte med tidligt, hvor T20RP blev nogle af de mest populære studiehovedtelefoner i USA i slutningen af 1980’erne. Deres drivere var unikke med et princip, som Fostex kaldte ortodynamisk. I dag kender vi det som planmagnetisk. Driverne er ikke så store, kun 40 mm, og kvadratiske.

T60RP har arvet både udseende og mekanisk princip fra de ældre T20RP, bare med tykkere ørepuder og mere massive ørekopper. Som nu er i mahogni for at få naturlig klang og solid byggekvalitet.

Af udseende minder de om industrielle høreværn, men i modsætning til disse lækker de en hel del lyd ud. De er nemlig ikke helt lukkede, men semi-åbne. Det betyder, at de er bygget som lukkede, men med indlagte ventilationsriller for at udligne under- og overtryk, der forhindrer driverne i at spille med maksimal dynamik.

Der medfølger et 1,5 meter kabel med 3,5 mm minijack-stik og en adapter til 6,3 mm jack-stik. Det er aftageligt, og Fostex tilbyder både balancerede og ubalancerede alternativer.

Fostex T60RP i praksis

Jeg må indrømme, at udseendet vækkede nogle fordomme, og jeg forventede at få grødet lyd med for meget bas serveret. I stedet fik jeg en aldeles nydelig gengivelse af Susanne Sundførs “Undercover” fra live-albummet Music for People in Trouble (Live from the Barbican). Det er både varmt og fyldigt, med lidt ekstra kød på benet i klaverets nederste oktav. Og for pokker, hvor Sundførs stemme lyder godt!

Den kvinde har tryk på stemmen og kan let lyde skarpt og hårdt, hvis hovedtelefonerne har for meget forvrængning. Men her lyder det bare lækkert. Det samme med kontrabassoloen sidt i nummeret: Frodigt uden at være overdrevet, detaljeret uden at være aggressivt.

Det skal siges, at der er et dyk i presensområdet (omkring 3,5 kHz), som gør, at stemmer bliver lidt tilbagelænede i forhold til det neutrale ideal. Det gør nok også sit til, at det aldrig opleves som skarpt. Men samtidig bliver det heller aldrig helt aggressivt nok, hvis man først og fremmest er til dynamiske indspilninger med hård percussion. Det kan blive lidt for pænt.

Lydbilledet er større end på almindelige lukkede hovedtelefoner. Og Fostex T60RP ånder mere, så man kan have dem på længere, før man bliver svedig om ørerne. Derimod får man ikke den passive støjreduktion, som helt lukkede hovedtelefoner giver.

En anden ulempe er, at hovedtelefonerne er meget tungtdrevne. Man får aldrig spillet høj nok direkte fra mobilen; her er ekstern forstærkerkraft påkrævet, hvis det skal fænge. Hvor vi anbefaler en forstærker til andre hovedtelefoner, vil vi mene, at T60RP kræver en.

Og uanset hvor kraftig en forstærker du har, bliver stortrommen på mere rå musik aldrig helt hårdtslående nok. Hovedtelefonerne går i kompression, og selv med den kraftige Auralic Taurus fik vi ikke liv nok i dem.

Alligevel synes jeg, at lyden er så vanedannende og musikalsk, at det bliver trist at sende dem tilbage.

Konklusion

Som testens eneste halvåbne hovedtelefoner har Fostex T60RP fordelen af at lyde mere dynamisk og velvoksent end lukkede hovedtelefoner. Samtidig har de den medrivende basgengivelse, som man stort set kun oplever med lukkede ørekopper. Okay, man får ikke helt slagkraft nok i en stortromme, når man skruer op for volumen og forventer seriøs håndfasthed. Men ved normalt lytteniveau og lidt højere er det virkelig god lyd, vi taler om.

Et klaver får en nydelig klangbund. Lydbilledet er større end normalt for hovedtelefoner. Sangstemmer lyder virkelig godt. Lidt tilbageholdende, hvor de burde være aggressive (det lysere resonansområde), men det her er vanedannende lytning.

At de er så tungtdrevne, trækker dog ned.