Poly (tidligere Plantronics, nu ejet af HP) har lang erfaring med kommunikationsudstyr til erhvervslivet. Voyager Free 20 er deres nyeste helt trådløse ørepropper, og de markedsføres som perfekte til den musikelskende hybrid-arbejder, der skifter mellem hjemmekontor, møderum og pendling.
Med tre mikrofoner i hver prop og AI-baseret støjreduktion skal de sikre, at kollegerne hører dig tydeligt i Teams-møder. Her leverer Poly varen. Samtalekvaliteten er god, og min stemme gik klart igennem i testsamtalerne. Baggrundsstøj blev effektivt dæmpet.
Tilslutning via Android Fast Pair fungerer fejlfrit. Propperne dukker op på telefonen, så snart du åbner låget, og Poly Lens-app’en er nem at finde i Play Store.
Lyden af Poly Voyager Free 20
Lyden har dog et problem. Ved lavt lydniveau er den klar nok, men skruer man bare en smule op, bliver lyden anstrengende og kras. Alex Warrens fyldige stemme får et nasalt præg, som ikke klæder ham. På mere rocket materiale lyder det tyndt og mangelfuldt. Ved at skrue lidt ned omkring 2,5 kHz i app’en bliver det bedre, men aldrig helt godt. Lyden er skarpest på Android-telefoner, mens den er noget bedre på iPhone. Uanset hvad bliver det for skarpt, og nogle gange lyder det direkte overstyret og forvrænget.
Støjreduktion og app
Voyager Free 20 har adaptiv støjreduktion (ANC) og en gennemsigtighedstilstand. Støjreduktionen fungerer, men musikkens dynamik bliver fladere, når den er aktiveret.
Poly Lens-app’en er overskuelig nok. Der var dog i begyndelsen et problem med, at ladeetuiet krævede en opdatering, som faktisk skulle gøres via en PC eller Mac. Kun selve ørepropperne kan opdateres direkte fra mobilapp’en.
Design og komfort
Propperne og etuiet er mærkbart større og mere klodsede end konkurrenterne fra f.eks. Supra. De sidder dog helt fint i mine ører. Ladeetuiet understøtter trådløs Qi-opladning, og hurtigopladning giver en times lyttetid efter blot fem minutter.
