Kontrol/mikrofon sidder lige under hagen på venstre ledning, hvilket gør det let for mikrofonen at opfange din stemme ved telefonsamtaler. Desværre er betjeningen meget spartansk med kun én knap til at pause og starte musikken eller besvare opkald. Det betyder dog, at man ikke behøver at bekymre sig om, hvilken telefonmodel de passer til.
Hvis man kan finde den rigtige størrelse propper, sidder de godt på plads. Trods metalskallen er de relativt lette og føles derfor ikke specielt ubehagelige ved længere tids lytning.
Man kan ikke sige, at disse høretelefoner er neutrale, da de har forstærket basgengivelse. Men det gør faktisk ikke noget, at bassen er så distinkt. Det lyder bare sejt og medrivende, uanset hvad man hører, fordi resten af registeret er så raffineret. Der er en klarhed og rumlighed i lyden, som får dem til at skille sig ud fra de andre testdeltagere.
Med fremragende dynamik fungerer de rent faktisk fint til de fleste musikgenrer, så længe man ikke insisterer på, at de skal lyde som mange gange dyrere hi-fi hovedtelefoner.
Konklusion
Beyerdynamic MMX 102 iE gør ikke så meget væsen af sig; de er simple af form og farve. Men indeni sidder veltrimmede elementer, der gør, at de kan spille bukserne af de fleste andre høretelefoner i prisklassen. De har god dynamik og en klar lyd, der afslører detaljer i musikken. Men de er ikke kedeligt neutrale af den grund, for bassen er stærk, men kontrolleret.
Høretelefonerne er velbyggede og har godt tilbehør. Bortset fra basfanatikere og audiofile burde de fleste kunne blive tilfredse med lyden, uanset hvilken musikgenre man foretrækker.