AKG er et firma med en lang tradition for professionelt lydudstyr, og K712 Pro er flagskibet i deres 700-serie af åbne studiehovedtelefoner. Faktisk er det kun K812, der er dyrere, men så koster de også næsten tre gange så meget.
Med deres karakteristiske hovedbøjle i læder og store, runde ørepuder i velour ser K712 Pro både professionelle og komfortable ud. De vejer kun 235 gram og er en drøm at have på hovedet, selv under længere sessioner.
K712 Pro har en selvjusterende hovedbøjle, som automatisk tilpasser sig dit hoved. De orange detaljer på ørekopperne og kablet giver dem et karakteristisk udseende blandt studiehovedtelefoner, som ofte er helt sorte. Der medfølger to kabler – et lige og et oprullet – som begge forbindes til venstre ørekop med et mini-XLR-stik.
Lyden af AKG K712 Pro
På trods af det barske ydre er lyden af K712 Pro overraskende flad og uengageret. På Dodovoodoo med Elephant9 og Terje Rypdal mangler der klar definition og adskillelse mellem instrumenterne. Lydbilledet åbner sig aldrig rigtig op, og det dynamiske område føles komprimeret.
Når jeg lytter til Birds of a Feather med Billie Eilish, mangler trommeslagene den autoritet og dynamik, som jeg ved findes i indspilningen. Det pulserende drive er reduceret til en glat baggrundslyd uden megen karakter. Det kan forbedres noget med en kraftig hovedtelefonforstærker, men så skal man betale så meget for det, at det ikke er hensigtsmæssigt.
Sivert Høyems karakteristiske stemme på Hollow mister noget af sin dybde. Vokalen bliver mere endimensionel og mangler de nuancer, der gør den engagerende i andre hovedtelefoner. Det samme gælder for duetten mellem Lady Gaga og Bruno Mars på Die With A Smile – stemmerne mangler klang og liv.
K712 Pro’s mellemtone er noget fremhævet, men på en måde, der giver sangstemmer en lidt kunstig fornemmelse. Det lyder, som om forskellige vokalister synger gennem den samme mikrofon med den samme farvning, i stedet for at deres unikke vokalkvaliteter træder frem.
Studiebrug vs. nydelse
K712 Pro er primært designet til studiebrug, hvor neutralitet vægtes højere end engagement og musikalsk nydelse. Problemet er, at de heller ikke udmærker sig på dette område. De mangler den klarhed og præcision, der ville gøre dem ideelle til mixning eller mastering.
”Jeg har mixet et par optagelser i mit liv, og jeg ville meget hellere gøre det på Sony MDR-M1 eller for den sags skyld FiiO FT1 Pro,” siger Geir Gråbein.
”Impedansen på 62 ohm kombineret med følsomheden på 105 dB burde gøre dem relativt nemme at drive, men jeg er nødt til at skrue ret meget op for lydniveauet på forstærkeren, før der sker noget. Selv da er der ikke meget dynamik at hente. En dedikeret hovedtelefonforstærker kunne åbne lyden lidt mere op, men ikke nok til at ændre den grundlæggende karakter.”