Denon AH-GC30 oser af afdæmpet, “voksen” bekvemmelighed. En solid bøjle i børstet aluminium holder de ovale ørekopper fast. Overfladen er silkeagtig, og ørepuderne og bøjlen er foret med blødt kunstskind over memory-skum.
Denon har valgt at bruge knapper i stedet for touch. Det skal de ikke høre noget ondt for. Selv om fem knapper – hvoraf de fleste har dobbeltfunktioner – kan være svære at finde rundt i.
AH-GC 30 er trådløse, men man kan også bruge den indbyggede DAC via USB. Batteritiden er opgivet til 20 timer med Bluetooth og ANC slået til.
Denon AH-GC30 har tre støjreduktionsindstillinger: Plane Mode, City Mode og Office Mode. Selv om Sony fjerner mere støj, er vi stadig oppe i en klasse, hvor du kan nøjes med at bekymre dig om benpladsen og flymaden, når først hovedtelefonerne er tændt.
Ingen støjreducerende hovedtelefoner nøjes med kun at fjerne støjen. Især i den kraftige Plane Mode kan overtoner blive noget dunkle.
Som ren musikgengiver, med ANC slået fra, er indtrykket et intimt lydbillede med en rund og fyldig øvre bas og nedre mellemtone. Diskanten er velopløst nok, men den står i skyggen af bunden. Støjreduktionen forstærker den tendens.
Over USB-forbindelsen kommer der lidt mere luft i toppen, men det ændrer ikke på AH-GC30’s generelt varme klang.
Konklusion
Konkurrencen på ANC-hovedtelefoner er benhård. Denons bud på støjdæmpende hovedtelefoner i luksusklassen er lækre at bruge. Siden lanceringen er prisen nedjusteret, hvad der gør dem interessante for flere.
Lydbilledet er varmt på grænsen til det dunkle, hvilket vil skille vandene. Men vi har at gøre med hovedtelefoner til hyggestunder, som nok især vil tiltale dem, der har nået en så moden alder, at de giver pokker i, hvad andre mener.
