Audio-Technica ATH-CK3TW

Godt og billigt fra Audio-Technica

Audio-Technica er endelig kommet med nogle helt trådløse hørepropper, der sidder godt i ørerne. Lyden vil mange også kunne lide.

Audio Technica ATH-CK3TW

De hidtil billigste helt trådløse hørepropper fra Audio-Technica er også de mest moderne. F.eks. er ATH-CK3TW de første, der oplades med USB-C i stedet for Micro USB, og den ekstra spilletid fra lade-etuiet er steget fra ni til 24 timer i forhold til andre hørepropper fra samme producent.

Hvor ATH-CKR7TW rager godt ud af ørerne og tynger ned, når man går med dem, er CK3TW langt mere strømlinede. De er dog heller ikke små, og der findes andre hørepropper med en mere diskret pasform. Men det er bestemt et skridt i den rigtige retning, og desuden er de meget mere intuitive at placere rigtigt i ørerne.

Musikken styres frem og tilbage ved at tappe på den højre høreprop, lydstyrken ved at tappe på den venstre: Ét tap for op, to for ned. Et lang tryk på en af propperne aktiverer stemmeassistenten. Audio-Technica har en app, men den understøtter ikke CK3TW. Det betyder bl.a., at man ikke kan justere lyden, men må tage til takke med det, man får.

Hørepropperne understøtter bedre Bluetooth-lyd med aptX-codec’en, men bemærk, at AAC desværre ikke understøttes, hvilket gør, at iPhone-brugere må nøjes med den lavopløste codec SBC (Sub Band Codec), der er integreret i Bluetooth-teknologien.

Lyden af Audio-Technica ATH-CK3TW

ATH-CK3TW har en bedre og mere naturlig basgengivelse end både Creative Outlier og Skullcandy Sesh Evo. Overtonerne er også mere luftige og opløste, hvilket gør, at både bund- og topregisteret på det unge unikum Eric Lus klaver lyder mere naturligt med Audio-Technica. Det er også blødere og mere behageligt at lytte til end med producentens egen topmodel, CKR7TW.

Men igen mangler der mellemtone. I iveren efter at skrue op for bassen er det vigtige mellemtoneregister trukket for meget ned, hvilket gør, at lydbillede ikke lyder afbalanceret nok. Der mangler snert i tangenterne, og kvindestemmer som f.eks. Fiona Apples mangler også det nødvendige tryk i mellemregisteret.

Når jeg skruer lidt op omkring 1 kHz i Spotify-app’en, bliver det hele meget bedre, men det er ikke nogen god løsning, for på YouTube er jeg tilbage til originalindstillingen med tabt mellemtone.

Jeg vil dog alligevel hævde, at lydkvaliteten er solid nok – det er ikke meget, der skal til. I betragtning af prisen er det godt. Og når man skruer op for lydniveauet, opleves det som mere afbalanceret. Eminems “Godzilla” bliver underholdende at lytte til.

Samtalekvaliteten på CK3TW er god, og modparten hører én klart og tydeligt. Man kan også høre sin egen stemme, men lidt forsinket, hvilket kan være irriterende.

Konklusion

Selv om Audio-Technica ATH-CK3TW ikke er perfekte, er lyden mere behagelig end på flere andre i prisklassen. Der mangler lidt mellemtone, og vi savner mulighed for at justere lyden efter egen smag. Men samlet set er det rimelig fængende, især når man spiller højt.

Pasformen er bedre end på tidligere helt trådløse hørepropper fra Audio-Technica, og endelig er batterilevetiden – især i etuiet – hvor den skal være. Samtalekvaliteten er god, selv om man hører en forsinket version af sin egen stemme i begge ører.

Alt i alt slet ikke noget dumt køb.

Læs videre
Exit mobile version