Creative SXFI Air Gamer

Til de fleste platforme

Creative SXFI AIR Gamer kan bruges med de fleste spilplatforme, men skuffer på flere fronter.

gamechat

Creative SXFI Air Gamer er et stort headset, der virker behageligt at bruge. Ørekopperne er store, og ørepuderne er tykke og bløde og betrukket med kunstlæder, der er gennemhullet for at give åndbarhed. Ørekopperne er monteret, så de kan bevæge sig og tilpasse sig efter hovedformen. Hovedbøjlen er også foret med kunstlæder og virker solid.

En lysring på hver ørekop sætter lidt farve på det ellers helt sorte headset. Lyset kan programmeres med SXFI Control-styre-app’en.

Fire veje til lyd

Der er hele fire forskellige måder at få lyd i Creative SXFI Air Gamer på: Med USB-kabel optræder headsettet som eksternt lydkort. Konsoller uden USB kan forbindes med et stereo-minijack-kabel. Bluetooth giver adgang til mobilspil og trådløs musiklytning. Og endelig er der en indbygget microSD-kortlæser.

Ideen med at have lydfiler på et hukommelseskort virker en smule gammeldags i en tid, hvor lytning oftest sker trådløst fra mobilen, og der streames fra streaming-tjenester eller podcasts. Men det er en sjov ekstra-feature og kunne måske bruges til en lang flytur over Atlanten uden at belaste mobilens batteri.

Mikrofonen er, som på de fleste gaming-headsets, aftagelig. Men her scorer Creative point for at medlevere to forskellige mikrofoner: En svanehalsmikrofon til gaming hjemme i spillehulen og en lillebitte mikrofon til mobilbrug, der er indbygget i et minijack-stik.

Lydstyrke, afspilning/pause og skift mellem numre styres med touch-felter på begge ørekopper. Creative beskriver styringen som “intuitiv” – men lad os sige, at den kan indlæres.

Overdrevet diskant

“Nådada, hvor er der mange detaljer!” Når man første gang hører SXFI Air Gamer, springer sprøde detaljer i ørerne. Efter et par minutter må man dog erkende, at lyden er langt mere detaljeret, end virkeligheden er, og at øvre mellemtone og diskant er stærkt fremhævet. Havde det været et sæt hi-fi-hovedtelefoner, ville vi have kaldt dem “overanalytiske”.

Når det handler om gaming, er det ikke nødvendigvis et stort problem: Det handler jo om at vinde krigen med alle til rådighed værende midler. Og de overdrevne detaljer gør det lettere at høre fjender, der nærmer sig.

Product SXFI AIR GAMER 01
Creative SXFI AIR Gamer er et usædvanligt headset med usædvanlige funktioner. (Foto: Creative)

Besværlig opsætning

Der skal bruges to forskellige mobil-apps til at styre og indstille SXFI Air Gamer. SXFI AIR Controller kan vælge imellem de fire lydkilder og justere RGB-lyset, og indeholder en hårdt tiltrængt EQ-funktion. Men først skal headsettet “personaliseres” med SXFI-app’en, der tilpasser lyden og lover en holografisk lydoplevelse svarende til at lytte via højttalere.

Tilpasningen sker ved at scanne brugerens ansigts- og øreform med mobilens kamera. Ideen er interessant, men i praksis var det svært at få mobil og app til at arbejde sammen. Og det er en fordel at have en hjælper til at få mobilen i den rigtige skudvinkel.

Creative SXFI AIR Gamer har tre lydtilstande: Normal, Battle Mode og SXFI. SXFI giver en vis følelse af rum, men lydbilledet befinder sig stadig inde i hovedet, og man får ikke nær den tredimensionalitet, som vi tidligere har oplevet på Audeze Mobius. Battle Mode skulle gøre det lettere at høre fjenden tidligere, men lyden virkede mest af alt mørk og skummel. I sidste ende gav normaltilstanden med dens overdrevne detaljer det bedste resultat ved spil.

Konklusion

Creative SXFI AIR Gamer er et usædvanligt headset med usædvanlige funktioner. Komforten er fremragende, og lyden er som sådan ganske brugbar til spil – når man fjerner de værste unoder i diskanten med equalizeren. Den ekstra mikrofon og Bluetooth-forbindelsen er klare plusser. Som rent gaming-headset er der dog flere andre, der både har bedre lyd og mere relevante funktioner.

Læs videre
Exit mobile version