LG SH8 har fremadrettede højttaler-enheder, hvor både Sony og Panasonic spiller skråt opad. Det giver et bedre udgangspunkt for klarere dialog på film og desuden et mindre diffust lydbillede på både film og musik.
Ligesom Panasonic har LG ikke nogen skærmmenu og bør styres via app’en frem for på den medfølgende fjernbetjening. Vi bider også mærke i, at soundbaren ikke understøtter HDCP 2.2, hvilket vi fik bekræftet ved, at den ikke sendte Ultra HD-opløsning videre til tv-skærmen, men kun almindelig HD.
Det er nemt at koble på netværket – bare følg instruktionerne, så går det glat. Men sørg for, at højttalerne sluttes til 5 GHz og ikke 2,4 GHz, ellers skurrer det i bagkanalerne, og subwooferen kan indimellem falde ud. App’en fungerer ellers fint, og det er nemt at vælge “party mode” for at spille samme musik i alle højtalere. Men det er jo surround-lyden, vi er interesseret i her.
Lydkvalitet
Det er i øvrigt nemt at justere lydniveauet for baghøjttalerne i app’en. Vi kan godt lide at hæve det lidt. Så fungerer film fint, og Deadpool bliver spændende nok til at finde popcornene frem.
Igen understreges det, hvor meget federe det er med ægte surround-lyd frem for det lydbillede, soundbaren tegner op alene. Dialogerne er klare, og subwooferen følger fint med. Bassen er fyldig uden rigtig at falde bagud. Det er faktisk imponerende, eftersom det er den mindste sub i testen.
Et aber dabei ved LG er lip-sync, hvor lyden er lidt forskudt – mere end med Sony og Panasonic. Det falder dog lige inden for, hvad der er okay.
Musik i surround lyder åbent og klart, og vi kan godt lide, at subwooferen lyder diskret og integreres godt. Til musik i stereo skal baghøjttalere kobles fra, ellers kommer der uønsket surround-lyd på.
David Bowies stemme på “Lazarus” har mere krop end med Sony og LG, og lyder meget bedre end med Panasonic. Men lysere vokaler som Tori Amos’ gengives lidt uldent i det nederste stemmeleje. Derimod klinger hendes klaver fint i sit lyse register. Multirumshøjttalerne BH3 lyder ikke helt så godt som Sonys ZR5 alene på musik, men det fungerer udmærket.
Konklusion
LG har en fin og åben klangbalance, og har god lyd på dialoger i film. Surround-lyd med multirumshøjttalerne BH3 fungerer fint; det eneste ankepunkt, vi egentlig har her, er at lyden af dialogerne er lidt bagefter i forhold til læbebevægelserne. Det er ikke meget, men når man først har lagt mærke til det, er det svært at løsrive sig fra.
Soundbaren har ikke skærmmenu, og den sender ikke Ultra HD-billedet videre fra Blu-ray til tv-skærmen. Det løses ved at slutte afspilleren til tv’et og soundbaren til tv’ets lydreturkanal (ARC).
https://youtu.be/kce9Uo-DiUc