Tv-producenterne arbejder ihærdigt på at forbedre deres produkter og præsenterer stadig bedre apparater fra år til år. Undtagen på ét punkt: Lydkvalitet. I en tv-verden, hvor fladere er bedre, er der simpelthen ikke plads til indbyggede højttalere af god kvalitet.
Der findes enkelte undtagelser, hvor tv’et er indfældet i en større ramme for at få plads til nogle udmærkede højttalere. Men i dag, hvor man helst vil have så stort et billede som muligt, er vægplads dyrebart, og hvem vil så have et 55 tommers tv, der fylder lige så meget som et på 65 tommer? Så vil man hellere have det på 65 tommer!
Den enkleste og mest elegante løsning på lydproblemet er en soundbar eller en lydsokkel – en separat højttaler, hvor højttaler-elementer, forstærkning og prosessering af det digitale lydsignal fra film eller musik er indbygget i ét og samme kabinet.
Så kan du se lørdagsfilmen med ti gange bedre lydkvalitet, og pludselig får du også brugbar lydkvalitet til musik. Uanset om du skal se en koncertoptagelse, høre radio eller afspille musik direkte fra pc eller mobiltelefon via Bluetooth. Alle produkterne i denne test har nemlig mulighed for trådløs musikafspilning.
Soundbar eller lydsokkel?
Forskellen på en soundbar og lydsokkel er, at soundbaren er flad og passer bedst på væggen. Hvis du har et vægmonteret tv, kan det være den bedste løsning, hvor soundbaren så monteres langs tv’ets underside (eller overside). En lydsokkel er dybere og beregnet til at placeres under tv’et.
Det er dog mere en rettesnor end en facitliste, da nogle har et tv-møbel med plads til en soundbar. Omvendt er der mange med vægmonteret tv, der har et tv-møbel nedenunder til andre enheder, som også fint kan rumme en lydsokkel.
På grund af soundbarernes slanke facon har de fleste af dem en separat subwoofer, som modtager lyden trådløst fra soundbaren. Det betyder, at du er frit stillet med hensyn til at gemme den væk, hvor det passer dig. Lydsoklerne har derimod større kabinetvolumen og dermed plads til flere og større elementer, så de ikke er så afhængige af en separat sub. Alligevel har flere af dem mulighed for at tilslutte en subwoofer.
Udstyr
Udstyrsniveauet varierer meget blandt soundbars og lydsokler. Nogle af dem har optisk digitalindgang og Bluetooth, og ikke andet. Andre har også HDMI, og nogle har desuden netværksforbindelse, så du kan streame musik trådløst fra computeren. Nogle af disse kan synkroniseres med andre produkter fra samme mærke, så de kan indgå i et multirumssystemet og spille samme (eller anden) musik og filmlyd i flere rum.
Sådan testede vi
Alle produkter har været testet på vores hi-fi-bænk. Den har hylder af hærdet glas, som vi har dækket med scenefilt (molton) for at hindre uønskede vibrationer. Vi har brugt HDMI, hvor det var tilgængeligt; i andre tilfælde er lyden blevet overført via den optiske digitalindgang. Hvis produktet har en ekstern subwoofer, blev den placeret, hvor den lød bedst (som regel et sted på gulvet ved væggen bag tv’et, ikke langt fra soundbaren).
Netværksfunktionaliteten er blevet tjekket, hvor det var relevant, ellers er musik i stereo afspillet via Bluetooth og fra cd.
Vi har prøvet de forskellige lydindstillinger for at finde den, der gav det bedste resultat. Som regel lyder det bedst i ren stereo til musik, mens film får mere indlevelse med surround-funktion. Den film, vi brugte til at teste med, var Transformers: Age of Extinction på Blu-ray, mens musikken i stereo var et varieret udvalg.