Arcam har satset på at gøre det så nemt som muligt med Solo Bar. Her er ikke netværkstilslutning, så streaming af lyd skal ske via Bluetooth. Har man en aptX-kompatibel enhed, kan det give bedre lyd. Soundbaren kan styres med en særlig Arcam-app til smartphone eller tablet, hvis man ikke vil bruge den lidt kedelige fjernbetjening, der følger med.
Solo Bar understøtter alle gængse lydformater inklusive dts-HD og Dolby TrueHD. Som udgangspunkt sælges den uden subwoofer, men den er beregnet til at fungere sammen med den trådløse Solo Sub.
Soundbaren er blandt de få, der kan kalibrere lyden til lytterummet takket være en medfølgende målemikrofon. Den er nem at tilslutte og bruge, men vi kan ikke lide, at der er ikke så meget som diskantjustering på den.
Lydkvalitet
Autokalibreringen fungerer, da lydbilledet er temmelig hermetisk uden. Efter kalibreringen forsvinder en pukkel i den øvre bas, der maskerede dialoger og sangstemmer, som dermed bliver klarere og mere åbne.
Rumfølelsen i Movie-indstillingen er ikke imponerende og giver ikke noget særligt indtryk af surround-sound. Det lyder næsten som mono, og ofte synes jeg, at det lyder bedre i almindelig stereo. Uden subwoofer bliver det for tyndt, og i modsætning til Bowers & Wilkins Panorama 2 og Focal Dimension er Arcam Solo Bar afhængig af en subwoofer for at kunne underholde.
Med subwooferen bliver det bedre, men den har skuffende lidt punch. Jeg ender med at sætte den på fuld tryk, og alligevel synes jeg, at det er for anæmisk.
Dialogerne lyder ganske klart og fint, men soundbaren går lidt for hurtigt i kompression, når folk råber til hinanden på skærmen.
Når man slår Bluetooth til for at streame musik, bliver man – ligesom med Harman Kardon – bedt om at hente en app, her Arcams Music Life. Den fungerer udmærket og giver et okay overblik over musikbiblioteket, også hvad der ligger på computeren, hvis man har installeret et DLNA-program som Twonky eller Plex.
Når vi ved, hvor gode forstærkere Arcam laver, er det lidt skuffende at konstatere, at lydkvaliteten på musik kun er middelmådig. Kvindevokaler lyder noget hårdt og indelukket, og elektroniske rytmer som f.eks. Infected Mushroom vidner om, at der ikke er tilstrækkelig kontrol over subwooferen.
Konklusion
Arcam har satset på en soundbar med få funktioner, som er nem at bruge. Hvilket er fint. Den har også automatisk rumkorrektion, der fungerer.
Men lyden er desværre ikke god nok. Lydbilledet mangler dynamisk kontrast, opløsningen er ikke god nok, og dialogerne går i kompression, når folk råber til hinanden på film. Soundbaren kan købes uden subwoofer, men kræver en for at være tilstrækkelig medrivende. Dog ikke Solo Sub, der er for tam.
Arcam mangler både opløsning i toppen og punch i bunden. Mellemtonen er fin og differentieret, men vi får aldrig følelsen af, at det er et produkt, der er lagt kærlighed i.