At Pioneer DM-40BT ikke er metervare-højttalere, er der meget, der signalerer. Dels det traditionelle udseende, der fortæller, at det her er et seriøst produkt. Dels at de kommer fra Pioneers DJ-afdeling. Og endelig at man for det meste finder de dem i musikbutikker.
Det er nogle af de billigere studiemonitors i segmentet, men beregnet til hjemmebrug – til dem, der er begyndt at eksperimentere med at mikse musik eller til hobby-DJ’s. Det kan også mærkes på, hvordan de er bygget. De har et stabilt traditionelt trækabinet og en robust metalbagside. Langt fra konkurrenternes hult klingende plasticdåser.
Man skal ikke lade sig afskrække af, at det er monitorhøjttalere. Da de er lavet til hjemmebrug, er det helt almindelig RCA eller minijack, der bruges til tilslutning til computer eller andre lydkilder. Og fordi der er tale om den lidt dyrere Bluetooth-model, er det også let at koble dem trådløst til telefonen.
Der skal ikke bruges nogen specialledning til at koble den aktive højttaler sammen med den passive, men et helt almindeligt højttalerkabel. Dermed kan man selv skaffe en passende længde. Den højre højttaler har et gedigent volumenhjul og heldigvis hovedtelefonudgang på fronten.
Hvis vi havde testet højttalerne som studiemonitors, ville vi have anført, at lyden ikke er neutral. Men fordi de er beregnet til hjemmebrug, og i vores tilfælde hovedsagelig til at lytte til lyd, får de ingen anmærkninger af den grund.
De har en varm og tiltalende lyd, men den er ikke så formgivet som hos Razer. Da det er tovejshøjttalere, er diskanten bedre separeret, og man kan høre flere detaljer i musikken. Bassen er varm og distinkt, hvilket får dem til at lyde medrivende. Derimod mangler de dybeste frekvenser. De har en bred “sweet spot”, hvilket er godt til musik, men mindre godt til spil. Det bliver sværere at udpege, præcis hvor en lyd kommer fra.
Konklusion
Det kan snyde, at Pioneer DJ DM-40BT indgår i en serie af monitorhøjttalere og ofte sælges i musikbutikker. Hvis man vil mikse musik, kommer man til at savne indgange og være utilfreds med den farvede lyd. Og som forbruger tror man måske, at de er for komplicerede og analytiske til at få fornøjelse af. Men glem alt dette og betragt dem i stedet som et par almindelige højttalere til at nyde musik.
DM-40BT har en klar diskant, en tiltalende og energisk mellemtone og en distinkt bas. Egentlig dybbas mangler dog. Til spil er det lidt svært at høre, præcis hvorfra lyde kommer. Bluetooth er praktisk, men hvis man ikke behøver det, findes der også en model uden.