Der er opskrifter, der er så indlysende, at man undrer sig over, at ikke alle følger dem. Tag en passiv højttaler. Tilføj en passende forstærker, en digital-konverter og en håndfuld af de mest nødvendige indgange. Voila, du har et komplet stereoanlæg, der fylder minimalt.
Franske Elipson har fulgt netop den opskrift. Udgangspunktet er Horus 6B, en pæn og nydelig kompakthøjttaler, som vi testede tilbage i januar 2024. Dengang var konklusionen, at den var en smule… diskret. Både i sit udseende og i sin lyd. Nu er den her i en aktiv version med efternavnet BT, og spørgsmålet er, om et skud strøm kan give den lidt mere personlighed.
Et studie i diskretion
Det ydre er fuldkommen uændret. Vi har stadig at gøre med et nydeligt og afdæmpet kabinet, hvor siderne er dækket af en pæn, trælignende folie i enten valnød eller lys eg, mens fronten er holdt i en neutral koksgrå eller beige farve.
På fronten finder man en femtommers basenhed og en 1” diskantdome, samt en praktisk, fremadrettet basrefleksport, der tillader placering tæt på væggen. Det er en højttaler, der er designet til at forsvinde i indretningen og næppe vil afstedkomme ophedede diskussioner om æstetik over middagsbordet.
Fuldt udrustet forstærker
Det er på bagsiden af den højre højttaler, at magien sker. Her sidder al elektronikken. Hvor den passive model blot havde et sæt simple højttalerterminaler, finder man her et kontrolpanel, der kan gøre de fleste klassiske stereoforstærkere misundelige.
Her er digitale indgange i både optisk og koaksial form, en USB-C-port til computeren, en traditionel analog RCA-indgang og – hold nu fast – en dedikeret pladespillerindgang til MM-pickupper.
Som kronen på værket er der en HDMI ARC-indgang, så TV-lyden kan køre direkte over anlægget. Og ja, der er selvfølgelig også trådløs afspilning via Bluetooth 5.0 med den lydmæssigt hæderlige aptX HD-protokol.
Den passive venstre højttaler forbindes til den højre via et medfølgende højttalerkabel, der er pænt, men med en længde på kun to meter desværre alt for kort til en fornuftig stereoopstilling.
Teknisk set er der ikke tale om en “ægte” aktiv højttaler, der ville kræve en separat forstærkerkanal til hver enkelt enhed (bas/mellemtone og diskant). I stedet har Elipson valgt en mere simpel løsning med én 50-watts Klasse D-forstærker til hver kanal, hvorefter signalet sendes gennem et traditionelt passivt delefilter i hver højttaler – præcis som i den passive model.
Lyden af en velopdragen musiker
Netop valget af et passivt delefilter er formentlig forklaringen på, at der ikke er nogen mærkbar lydmæssig forskel i forhold til den passive forgænger. Der er ikke anvendt DSP-trylleri til at forme lyden. Lydsignaturen er den samme: En jævn og ganske fornuftig dækning af alle frekvensområder, men uden vægt i bassen.
Som vi skrev om den passive Horus 6B, er den bedst til baggrundsmusik, og den konklusion holder stik. Så længe der ikke spilles højt, og musikken ikke bliver for kompleks, går det fint. Men den sprudlende spilleglæde og det medrivende engagement, man finder hos nogle konkurrenter, skal man lede længe efter. Dynamikken er stadig afdæmpet, og bassen mangler den autoritet og krop, der ellers får musikken til at føles levende. Det hele er meget pænt, meget kontrolleret og, desværre, en anelse intetsigende.
Konkurrenter
Der er rimeligvis meget, som de billige Elipson Horus 6B BT ikke magter. Men i retfærdighedens navn befinder de sig i en prisklasse, hvor de fleste konkurrenter er bærbare bluetooth-højttalere eller multirumshøjttalere – i mono og i plastic. Og dem spiller de baglæns ud af lokalet. En direkte konkurrent er Argon Audio Fenris A5, der byder på de samme tilslutninger til en lidt højere pris. Argon går en smule dybere i bassen, men er ikke helt så noble at se på.