Den cylinderformede Harman Kardon Citation 100 er virkelig et skue sammenlignet med de andre, mere almindelige højttalere i klassen. Vores eksemplar kom i grå uld og er så smagfuld, at selv min kone gerne vil have en.
Brugeroplevelsen er den samme som med andre Google-højttalere. Hvilket vil sige, at den både forstår dansk, kan koble til og tale med mange produkter, og også har nogle skavanker, som gør at du kan give den samme kommando fra den ene dag til den anden, men pludselig forstår assistenten dig ikke (“Hey, Google, skift farven på lyset i loftet til rødt”). Men assistenten har kun lige lært dansk, så vi regner med, at det vil blive bedre.
Lyden af Citation 100 er god. Delvis rigtig god. Akustisk musik afspilles med mere tyngde og bas end på både Google Home, Amazon Echo, Kygo B9 og Libratone Zipp Mini 2. Kvindevokaler har fine, sprøde overtoner, og bassen står klarere og dybere end på de mindre højttalere i feltet. Det er lidt tyndt nedad i mellemtonen på dybe mandestemmer, men mere luftige kvindestemmer kommer klart og fint frem. Nyhedsoplæsere er også meget klarere end med Google Home.
Problemet opstår, når man skruer lidt op. Man skal ikke spille særlig højt, før alting flader ud. Bassen bliver næsten væk, og lyden er flad og tam. Man kan koble to i stereo, så fylder det rummet bedre, men dynamikken kan man ikke gøre noget ved.
(Opdatering 29.01.2019: Vi kom oprindelig til at skrive, at to ikke kan kobles i stereo, hvilket er forkert.)
Konklusion
Harman Kardon Citation 100 er den smukkeste højttaler, vi har stødt på i denne klasse, med flot uld-finish og en tiltalende form. Brugervenligheden er rigtig god, og lyden klar og fin. Desuden er der mere krop i bassen end på de mindre højttalere.
Men når man skruer op for volumen, mister den noget vigtig bas, og lyden bliver mere flad. Og her taler vi ikke om voldsomt højt; ikke mere, end den burde kunne klare. Dermed kan den alligevel ikke erstatte stereoanlægget.