Mange har i dag en eller flere trådløse højttalere eller har i hvert fald overvejet at anskaffe en. Enten en dyrere model til dagligstuen eller en bærbar batteridrevet model, der kan tages med på udflugt. Denne gang ser vi dog på en mellemting. Lidt enklere og mere overkommelige modeller for førstegangkøbere eller som et supplement til køkkenet, stuen eller sommerhuset.
Wi-Fi eller Bluetooth
I testen har vi holdt konceptet ‘trådløs’ lidt svævende for at få så meget variation mellem modellerne som muligt. Bluetooth giver direkte forbindelse til mobiltelefonen og er meget let at konfigurere. Det giver også mulighed for at tage højttaleren med sig eller for, at gæster kan spille musik på den.
Ulemperne er, at lydkvaliteten ikke er så god som over netværket, og at rækkevidden er begrænset. Det fungerer måske ikke altid fra ét rum til et andet.
Hvis man i stedet kobler højttaleren til det trådløse netværk, får man bedre båndbredde og dermed mulighed for bedre lydkvalitet. Der er så heller ikke noget problem med rækkevidden. Desuden gør teknologien det muligt at afspille musik i flere rum samtidig, såkaldt multirum.
Ulemperne er, at installationen er lidt mere kompliceret, det kan kræve særlige apps, og hvis man tager højttaleren med hjemmefra, skal man begynde forfra med indstillingerne.
Testkriterier
Vi har bedt producenterne om trådløse højttalere til hjemmebrug i prisklassen 1.000-2.000 kroner. Om det var med Wi-Fi eller Bluetooth, var op til dem. Vi stillede heller ikke krav til særlige funktioner, men de gav ekstra point. Højttalerne er testet med forskellige musikgenrer streamet i den bedste tilgængelige kvalitet.