Hvor meget skal man give for en god højttaler? Hvis penge ikke er nogen hindring, kan man for et pænt sekscifret beløb opnå det eventyrlige. Men mindre kan heldigvis også gøre det. Hvor lidt man kan slippe af sted med, afdækker vi i denne test.
Vi har set på og navnlig lyttet til seks sæt kompakte højttalere i den billigste ende af producenternes udvalg. Og det er faktisk imponerende, hvor meget god lyd man kan få for så få kroner. Alle højttalere i testen leverer en lyd, der sagtens er til at leve med, hvis pengene er små, og pladsen begrænset.
Prismæssigt er der en vis spredning. Den dyreste model koster mere end det dobbelte af den billigste. Men da tallene er små, er forskellen i kroner og øre reelt ikke stor.
Samme recept overalt
Selv om de seks højttalersæt ser meget forskellige ud i både finish og størrelse, er der mange ligheder: Alle er meget kompakte (på størrelse med en skotøjsæske). Og alle er tovejshøjttalere med en 5 tommers bas/mellemtone-enhed i et basreflekskabinet samt en dome-diskant.
Lighederne i konstruktion kommer ikke som en stor overraskelse, eftersom det er den mest nærliggende opskrift på et godt resultat, når pris og størrelse sætter grænsen så nådesløst. Men det er alligevel interessant, at der slet ingen undtagelser er fra reglen.
Højttalere i den størrelse kaldes med et gammelt udtryk reolhøjttalere. Og det er nærliggende, at de oftest vil blive placeret oven på et møbel eller proppet ind på hylderne i en bogreol. Ikke mindst da købere med et stærkt skrabet hi-fi-budget sjældent har en stor stue med god plads til rådighed.
Placering i reol kan være helt i orden og faktisk give de små højttalere et tiltrængt løft i bassen. Men hvis man vil opnå det største stereobillede og perspektiv, er det dog en fordel at placere højttalerne på den “korrekte” måde: På standere, løftet til ørehøjde og med afstand til bagvæggen og hjørnerne. Så er det sagt. Du bestemmer naturligvis selv. Men lov i det mindste at sørge for lidt luft omkring højttalerne i reolen, så basrefleksporten på bagsiden kan “ånde”.

Sådan testede vi
Højttalerne blev – naturligvis – testet med musik i stereo. Der blev spillet et bredt udvalg af numre i et lige så bredt udvalg af genrer. Højttalerne blev anbragt i en mellemstor stue på knap 25 kvadratmeter, hvilket nok er det største, så små højttalere har en chance for at spille op. Især da akustikken her er forholdsvis kraftigt dæmpet.
Da der er tale om en test, blev højttalerne anbragt der, hvor de yder bedst, nemlig på standere og med en vis afstand til bagvæg og hjørner. For at sikre, at andre led i afspillekæden ikke satte grænsen, blev højttalerne drevet af et NAD C658/NAD C298-forstærkersæt i den bedre ende af premiumklassen. Med 2 x 180 watt til rådighed og en pris svarende til det tidobbelte af prisen på de fleste sæt i testen var det ren overkill. Men det lød godt, og det gjorde det muligt at fokusere på styrker og svagheder i højttalerne.