Thomson Go CAST 150 ligner til forveksling den gamle bestseller fra Google, som solgte i over 100 millioner eksemplarer verden over. Chromecast var en populær, smart og billig opgradering til gamle TV’er, lige indtil de blev erstattet af TV Streamer-modellerne – til dobbelt pris! Nu findes der altså et nyt alternativ fra Thomson til under tusind kroner, og vi har testet den.

Gør dit gamle TV smartere
Thomson Go CAST 150 er ment som en enkel og billig TV-opgradering for dig, der savner moderne streamingmuligheder fra dit gamle TV. Donglen kommer med finesser som Google TV, 4K-billede og Dolby Atmos-lyd – plus masser af apps. Desuden er den jo lille og bærbar, så du i praksis kan tage streaming med på rejse. Så længe du har adgang til Wi-Fi, strøm og et TV med HDMI-stik, er det bare at sætte donglen i og starte streamingen fra din egen brugerprofil.
Designmæssigt er CAST 150 meget kompakt og let, og den afrundede facon kan minde om den tidligere Google-variant. Den passer fint i lommen eller rygsækken og får strøm via USB-C. En medfølgende strømadapter gør den mulig at bruge i hele Europa.

Opsætningen tager kun få minutter, og brugerfladen er let at blive fortrolig med, uanset om man er vant eller uvant med Google TV i forvejen. Menuerne er overskuelige og giver dig anbefalinger baseret på adfærd og præferencer. Familiemedlemmer kan også gemme deres egen brugerprofil.
Google Play Store tilbyder et bredt udvalg af apps og streamingtjenester, herunder Netflix, Disney+, Prime Video og YouTube.
Og mon ikke mange danske brugere vil glæde sig over at finde DR’s TV-app hos Thomson. På den måde kan Cast 150 være med til at give helt nyt liv til et ældre TV i sommerhuset.
Skarp 4K-billedkvalitet og god lyd
Trods den lille størrelse har Go CAST 150 udmærkede specifikationer: 4K Ultra HD-opløsning ved 60 billeder i sekundet og understøttelse af HDR10, men desværre ingen HDR10+ eller Dolby Vision.
Der er også understøttelse af Dolby Atmos og Dolby Digital+, men så skal lyden tilsluttes via en soundbar, der understøtter dette. Thomson understøtter også AV1 video-codec, som er essentiel for at bevare god og stabil billedkvalitet på langsommere internetforbindelser. På tilslutningssiden nøjes den med Wi-Fi 5 i stedet for 6-versionen og har heller ingen fysisk Ethernet-indgang.
Under motorhjelmen sidder en quad-core Amlogic-processor med 2 GB RAM og 8 GB lagerplads. Det er ikke overvældende meget lagerplads, men bør række til dine favorit-streamingtjenester. I værste fald kan du blive nødt til at slette nogle apps for at tilføje nye.
Fjernbetjeningen har indbygget mikrofon og genvejsknapper til Netflix, YouTube, Disney+ og Prime Video – samt en separat knap til direkte TV. En programmerbar knap lader dig vælge din egen favorit-app. Fjernbetjeningen understøtter også IR-indlæring, så du kan bruge den til at styre TV og lydstyrke.
Godt alternativ til dyrere konkurrenter
Thomson Go CAST 150 er ikke ment som en direkte konkurrent til kraftigere stationære streamingbokse som Apple TV eller Thomsons egen Streaming Box Plus 270, og er heller ikke ment som en gaming-konsol. Men som en Chromecast-erstatning, du nemt kan tage med dig på tur eller fra rum til rum, fungerer den perfekt.
Billedkvaliteten er god med 4K-materiale, så længe dit TV er i stand til at gengive alt, hvad Thomson har at give. CAST 150 klarer at kommunikere med TV’et og vælge den optimale opløsning og opdateringsfrekvens (billeder per sekund), så gengivelsen fungerer optimalt. Hvis ikke, kan man gå ind i menuen og tilsidesætte.
Moderne film og serier gengives i HDR-format (HDR10), hvis dit gamle TV understøtter dette. Derimod er der ingen understøttelse for det populære Dolby Vision-format. Men hvis du har et ældre TV, er det måske alligevel ikke relevant.
Download og navigation i apps fungerer fremragende, og mange vil sikkert opleve, at Thomson reagerer hurtigere på kommando end deres gamle smart-TV. Der er trods alt sket en eventyrlig udvikling på smart-fronten de sidste 5-6 år.
Lyden vil naturligvis også afhænge af, hvilken type anlæg du har tilsluttet. Hvis du har en soundbar med Dolby Atmos, kan det være, at du vil have bedre held med at tilslutte Thomson først til soundbaren og så videre til TV’et, hvis dette er af ældre dato. Hvis du allerede har et TV, du er godt tilfreds med billedmæssigt, kan det faktisk være, at pengene er bedst brugt på et nyt lydsystem med Dolby Atmos.