Denon AVC-X2850H: God surroundreceiver til fornuftig pris
Denon AVC-X2850H

Solid surroundlyd til en fornuftig pris

Denon har fjernet FM-radioen i AVC-X2850H og givet den nogle små opgraderinger. En solid forstærker for dig, der er træt af soundbars og vil have smæk på hjemmebiografen.

Denon AVC-X2850H In-situ 5

(Foto: Denon)

Når Denon skifter fra AVR til AVC i modelnavnet, betyder det, at FM-radioen er blevet fjernet. AVC-X2850H erstatter AVR-X2800H med kun nogle få mindre ændringer: lavere jitterstøj på HDMI-indgangene, visuel kanalmonitor og opdateret HEOS-musikstreaming. 

(Foto: Denon)

Opsætning og brugervenlighed

Opsætningsmenuen er overskuelig og enkel. Du bliver guidet gennem den indledende opsætning – det er næsten umuligt at begå fejl. Den eneste ulempe er, at den taler næsten alle sprog undtagen dansk.   

Du skal vælge, om du vil bruge de bageste surroundkanaler eller i stedet bruge dem som topkanaler i Dolby Atmos og DTS:X. Et irritationsmoment: Når du vil køre Audyssey-rumkorrektion, er du nødt til at klikke dig igennem fem eller seks slides på skærmmenuen, før du kommer til den egentlige auto-opsætning. 

Læs også TEST: Denon AVR-X2800H Denon AVR-X2800H tilbyder et væld af funktioner, gode tilslutningsmuligheder og kraftfuld lyd - til en meget fordelagtig pris. Et rigtig godt køb!

eARC og fuld 8K-understøttelse

Tre ud af de seks HDMI-indgange understøtter 8K/60Hz eller 4K/120Hz til gaming-entusiaster med VRR, ALLM og QFT. eARC sender Dolby Atmos- og DTS:X-lyd fra TV’et tilbage til forstærkeren i fuld opløsning. HDMI Pure CTS Generator er en teknologi, der er arvet fra Denons dyrere receivere, og som er skabt til at fjerne forsinkelser (jitter) i det digitale lydsignal.  

Channel Level Monitoring viser realtidsniveauer for hver højttaler på TV-skærmen. Dette er smart under kalibrering og interessant, når du spiller Dolby Atmos-musik, hvor du kan se, om centerkanalen er i brug. 

Seks HDMI-indgange (tre med 8K-understøttelse) og to udgange dækker behovet for moderne kilder. Foto: Denon

Rumkorrektion fra Audyssey

Audyssey MultEQ XT kan måle otte mikrofonpositioner og kræver mindst tre målinger. Et problem: Når du finjusterer afstandene manuelt, kan man ikke høre justeringerne i realtid. Du er nødt til at gå ud af menuen, for at du kan høre ændringerne. Det gør finjustering næsten umulig – du må stole på Audyssey.  

Subwooferen er særligt vanskelig. DSP’en i subwooferen forårsager en lille tidsforsinkelse, så du er nødt til at lytte dig frem til den korrekte indstilling. 

95 watt, men begrænset niveau

Forstærkerens udgangseffekt er 95 watt i 8 ohm (to kanaler) eller 150 watt målt efter Denons metode (én kanal, 1 kHz, 6 ohm). Med letdrevne højttalere med en følsomhed på omkring 90 dB eller mere får du et højt lydtryk og engod dynamik.  

Men én ting er irriterende: Du kan ikke skrue lydstyrken højere op end til -5 dB. Enkelte Dolby Atmos-musikudgivelser på Tidal og Apple Music har mærkeligt lave lydniveauer, som om de har glemt at normalisere efter mixningen. I de tilfælde sidder jeg med lydniveauet på maks, og det er stadig ikke højt nok. Forstærkeren mangler ikke kræfter – det er bare forforstærkerdelen, der begrænser gain. 

(Foto: Denon)

HEOS og tilslutninger

HEOS har endelig fået en solid opgradering. App’en er hurtigere og understøtter Tidal Connect og Qobuz Connect, så du kan styre afspilningen direkte fra streamingtjenestens egen app. Bluetooth har nu fået volumenkontrol, der synkroniserer med din telefon – banalt, men praktisk. 

Du får seks HDMI-indgange (tre med 8K), to optiske digitale indgange, en pladespillerindgang, fire linjeindgange og en afskærmet tunerindgang. 

Læs også Gruppetest: 6 surroundforstærkere med Dolby Atmos Er du klar til at tage din biografoplevelse til det næste niveau? Vi har testet seks surround-forstærkere, der forvandler din stue til et inferno af biograflyd!

Ikke for stereo-purister

Til surroundsound er lyden fra AVC-X2850H fin og detaljeret, men lidt forsigtig i sin dynamik sammenlignet med dyrere forstærkere. I stereo er det en anden historie – her lyder det fladt og tamt. Ikke noget for hi-fi-entusiaster. 

Mit råd: Køb ikke denne forstærker med kun et par højttalere. Hvis du primært vil lytte i stereo, så køb hellere en stereoforstærker. Bluesound Powernode vil for eksempel give lammetæv til Denon-forstærkeren, og den kan afspille lyd fra TV’et med HDMI eARC. 

(Foto: Denon)

Blomstrer i surround

Denon-forstærkeren stortrives med surroundsound. Med letdrevne højttalere og en ordentlig subwoofer giver den en virkelig fantastisk hjemmebio-oplevelse. Det kan virke lidt overdrevet at bruge næsten lige så mange penge på en subwoofer som på forstærkeren, men jeg anbefaler det. For oplevelsens skyld.  

Del højttalerne over 80 Hz, og lad subwooferen tage sig af alt under, det vil aflaste forstærkeren og give bedre dynamik i mellemtonen. Til musik lyder det ofte bedst med alle højttalere i full range, hvor subwooferen tilføjer frekvenser under 80 Hz. Prøv dig frem. 

7.1 eller 5.1.2 surroundlyd

7.1-kanaler giver dig valget mellem en 7.1-opsætning eller 5.1.2 med to Atmos-kanaler. Det lyder allerbedst med Dolby Atmos, enten med højttalere i loftet eller Atmos Elevation-højttalere oven på fronthøjttalerne. Du får betydeligt mere punch og fylder rummet på en helt anden måde end med en soundbar. 

(Foto: Denon)

 

Læs videre
Exit mobile version