Optoma HD31UST

Farvekanon med svagheder

Med Optoma HD31UST’s spændstige farver får du meget billede for pengene fra kort afstand, men du må leve med nogle små svagheder.

Optoma HD31UST angle 46977

(Foto: Producent)

Optoma HD31UST er en forholdsvis brugervenlig nærfeltsprojektor af DLP-typen. Menusystemet er overskueligt, og man kan vælge dansk. Der er desværre nogle forglemmelser i oversættelsen, så flere af undermenuerne delvis er på engelsk. Det hedder f.eks. “settings” og ikke “indstillinger”. Dette trækker ned på et ellers godt indtryk.

Billedjustering

Projektoren korrigerer automatisk for geometrifejl, hvis den ikke står helt lige i forhold til væggen. Tjek alligevel, om du kan gøre det endnu bedre manuelt.

Farveindstillingen Cinema giver de mest naturlige farver, og mod en hvid væg fandt vi, at lysstyrke på -10 og kontrast på +2 gav korrekt gengivelse af skygger og højlys. Det absolutte sortniveau er godkendt, selv om HD31UST ikke på nogen måde er med i toppen her. Men projektoren har god ANSI-kontrast, så sortniveau og lysstyrke bevares i scener, der har både skygger og højlys. Den oplevede kontrast er derfor god.

Farverige billeder

Wonders of the Universe er en serie om rummet, der på Blu-ray har imponerende skarphed og dybde i galakser, stjernestøv og andet øjenguf. Optoma HD31UST får galakserne til at skinne fint mod en sort baggrund. Røde dværgstjerner har intense farver, og det gule lys omkring centrum af en galakse skinner friskt.

Farverne er mere livlige end på BenQ W1600UST. Men ikke lige så nuancerede. BenQ afslører, at en mørk himmel går fra mørkeblå til lilla, hvor den ser mere knaldblå ud med Optoma.

Når vi justerer farvemætningen, bliver den mere som BenQ, men stadig med færre farvefacetter. Blege ansigter i Skønheden og Udyret bliver desuden lige lovlig gule, mens sorte mennesker nærmest ser røde ud. Der er skruet ekstra op for farvekurverne i denne film, hvilket med Optoma kan blive lidt for meget.

Når vi kigger på testmønstre, kan vi se synlige tegn på kromatisk aberration, altså at farverne er forskubbet i forhold til hinanden. Hvid tekst på sort baggrund har en tydelig lyserød underkant.

Vi bemærker også, at billedet er beskåret, såkaldt overscan, så yderkanterne mangler. Og når man indstiller skarpheden midt i billedet, bliver det ikke lige skarpt øverst og nederst. Det er, fordi optikken ikke kompenserer helt perfekt for den ekstreme projektionsvinkel. Det virker dårligt, men når man ser film, er det ikke noget, man hænger sig i.

Konklusion

Fordelene ved nærfeltsprojektorerne er også åbenlyse med Optoma HD31UST. Her får du et 60 tommers billede helt tæt på væggen og 90 tommer kun 25 cm væk. Billedet tegnes op med god kontrast mellem sort og hvid, og især i scener, hvor der er meget af begge dele, kommer DLP-teknologien til sin ret. Der er mange farver her, og selv om de mangler nogle nuancer, fungerer projektoren fint med film og tv. Vi kan også godt lide den lydsvage blæser.

Blandt ulemperne er noget kromatisk aberration, billedet er ikke lige så skarpt ude i kanterne som i centrum af lærredet, og det bliver noget beskåret.

Læs videre
Exit mobile version