Yamaha A-S1100

Musik på første klasse

Denne forstærker fra Yamaha er en mester i at grave musikalske detaljer frem, men kræver sit af det tilhørende udstyr.

yamaha A S1100 990

(Foto: Producent)

A-S1100 er den seneste i rækken af stereoforstærkere fra Yamaha, der virker klart inspireret af topmodellen A-S3000. Alt ved A-S1100 oser af kvalitet. Den har et tydeligt retro-præg over sig med klassiske VU-metre og tidsrigtige knapper. Fronten er i børstet metal med højglanslakkerede sideprofiler i ægte træ, og den fås i både sort og sølv.

Forstærkeren vejer hele 23 kg, godt hjulpet af en kraftig ringkernetransformator og symmetrisk opbyggede kredsløb med MOSFET-transistorer. Yamaha opgiver effekten til 95 watt pr. kanal i 8 ohm og 160 watt i 4 ohm.

 

Musikalsk og raffineret

“Wow! Her er der mere klang i klaveret på ‘Hello’,” udbryder Geir. Og de andre er enige: Yamaha-forstærkeren har et helt andet format over præsentationen end resten af feltet. Lyden er varm og forførende, og mere engagerende end med de andre forstærkere. Adele kommer tættere på og stråler ud fra højttalerne med et glasklart omkvæd, uden at det lyder hårdt eller spidst. Man kan også lettere høre, hvad Hozier synger om i “Take Me to Church”.

Det samme gælder Daft Punk: Bassen er mægtig og virker nærmest, som om den går en oktav dybere end de andre forstærkere! A-S1100 har en imponerende kontrol over de kræsne Focal-højttalere, og der er i det hele taget ikke meget, som kan afsløre, at vi har med en relativt fornuftig prissat forstærker at gøre.

Bagsiden domineres af kraftige skrueterminaler og et væld af analoge indgange. Yamaha-forstærkeren har både rec in/out og pre-out/main-in tilslutninger samt phono-indgang til MM- og MC-pickup. Foto: Yamaha
Bagsiden domineres af kraftige skrueterminaler og et væld af analoge indgange. Yamaha-forstærkeren har både rec in/out og pre-out/main-in tilslutninger samt phono-indgang til MM- og MC-pickup. Foto: Yamaha

Leif Ove Andsnes’ orkester lyder langt mere raffineret og detaljeret med Yamaha-forstærkeren. Instrumenterne står klarere ud fra hinanden, og tonehøjderne er lettere at følge. Den berømte stilhed mellem tonerne er mere fremtrædende, og lydbilledet virker mere præcist. Der er flere følelser og farver i lydbilledet på Yamaha end på Cambridge, som måske lyder nok så korrekt, men også lidt fladere.

Al denne højkvalitetslyd kommer dog med et forbehold, nemlig at man skal have en separat musikafspiller eller DAC på niveau med Marantz NA-6005 eller bedre for at kunne værdsætte forskellene.

 

Konklusion

“Jeg er ikke i tvivl. Hvis jeg skulle bruge mine egne penge på en af de her forstærkere, skulle det være Yamahas,” siger Lasse. Men Pioneer A-70 er en stærk udfordrer. Efter gentagne lytteprøver nåede vi frem til, at Yamaha A-S1100 har det største lydmæssige potentiale, men kun når den fodres med et førsteklasses analogt signal fra en rigtig god DAC eller musikafspiller.

Derfor er Yamaha A-S1100 bedst i test, mens Pioneer A-70 vil fremstå som det bedste køb for mange musik- og lyd-entusiaster.

Læs videre
Exit mobile version