Red Dawn-kablet er iøjnefaldende anderledes end normale kabler ved at være fladt; under en millimeter i tykkelsen og til gengæld næsten fire cm bredt. Og hvor de fleste sværger til mange tynde kobbertråde, er de 20 ledere i Red Dawn udformet som solid-core, altså massive ledere, som desuden er forsølvet.

Udformningen handler ikke om at gøre det let at skjule kablet under et gulvtæppe. Placeringen af de 20 tråde skulle sikre lav kapacitet og selvinduktion, samtidig med at man undgår en tyk isolation, der påstås at påvirke lyden. Nordost kalder princippet for “Mechanically Tuned Spacing”.

Uanset formålet er Red Dawn et kabel, der bliver lagt mærke til, når det snor sig hen over gulvet i stive bølger som en overdimensioneret jordbærlakridsbendel. Det er en sikker samtalestarter. Især efter at man fortæller, hvad det har kostet!

Med Nordost Red Dawn rykker vi op i en dyrere, men også bedre klasse sammenlignet med Supra. Og noget af det, man får, er en bedre rumgengivelse – samt en god portion kontrol.

Med NAD M32 opleves en god afgrænsning af dimensionerne på optagerummet. Det bliver lettere at fornemme dybden. Instrumenter klinger naturligt, og stemmer virker uanstrengte og rene. Det hele kan dog blive en smule køligt, hvilket ikke skal ses som en fejl. Men der lægges ikke noget til.

Når man skifter til rørforstærkeren Quad VA-One, er det igen rummet, der tiltrækker den umiddelbare opmærksomhed. Rummet er stort, men ikke så skarpt tegnet op som på NAD, hvilket siger mere om forstærkeren end om kablet. Den lille forstærker yder en langt mere dynamisk oplevelse end sammen med Supra-kablet.

Med Zen klasse A-forstærkeren bliver live-fornemmelsen atter en tand bedre. Her er vi til koncert – og det er rart og hyggeligt at være med. Percussion står klart i rummet, og instrumenter klinger varmt og fyldigt. “Banditen-Galopp” er en exces i rumfornemmelse og lidt mindre i dynamik.

Det får os til at finde “Tiden Bara Går” med Therese Juel frem. Til orientering for ikke-gråhårede læsere er det en testklassiker fra svenske Opus 3. Optagelsen er lavet live med to mikrofoner i en gymnastiksal. Og Zen/Red Dawn præsenterer den akustiske optagelse fra dens mest charmerende side.

Samme nummer blev selvfølgelig også prøvet med de andre kabler. Med Audiovector-kablet var resultatet mere rytmisk fængende, mens In-akustik generelt serverede detaljerne i optagelsen med større analytisk klarhed.