Inden kabler blev en ting, var el-ledning fra byggemarkedet det, der blev brugt til at forbinde forstærker og højttalere. Altså hvis man gik op i hi-fi. Ellers var løsningen såkaldt “højttalerledning”, der var langt tyndere.

For at gøre kabelskift nemmere (og få det til at se bare en lille smule tjekket ud) har vi monteret forgyldte bananstik, købt på eBay for en krone stykket.

NAD M32 er en 150 watt high-end klasse D-forstærker, der plejer at udmærke sig ved en meget åben og klar gengivelse, hvor man kan opleve at lytte lige gennem væggen og ind i koncertsalen. Men det sker ikke her. Efter en tur gennem byggemarkedets el-ledning er oplevelsen af rum nærmest væk, og musikken spiller i stuen i stedet. Diskanten er unuanceret og grov, og detaljer på highhat flyder ud.

Den lille Quad VA-One rørforstærker på 12 watt er egentlig splinterny, men den ligner og lyder som noget, der kunne være bygget i radiorørenes storhedstid. Den plejer at få musikaliteten frem i optagelserne og fokusere på instrumenternes klang. Med lysnetkablet er resultatet stadig behageligt og fri for den hårdhed, som vi oplevede på NAD’en. Men detaljerne mangler, og resultatet er kedeligt og intetsigende.

Nelson Pass Zen V2 er et studie i enkelhed: En 8 watt selvbyggerforstærker i ren klasse A med blot én transistor i signalvejen. Dens stærke side er mellemtone og navnlig sang, som serveres med en ufattelig nærhed. Zen-forstærkeren overlever mødet med lysnetkablet bedst. Der er ingen spor af hårdhed og endda en rimelig rumfornemmelse. Og man tænker, at man næsten kunne leve med det her – indtil de bedre kabler kommer frem!

SAE Mark IV B er en 60 watt amerikansk klasse AB-forstærker af ældre dato, og den er mest taget med i testen for at se, hvorvidt man med de dyre kabler også kunne registrere en forbedring på grej, der har passeret sidste salgsdato. SAE’en har sin force i bassen, men sammen med lysnetkablet er resultatet intetsigende, uden at nogen områder gør sig positivt bemærket. Så vi går videre.