Efter flere år med mange mid-range produkter har den japanske producent taget sig sammen og udsendt det ene topprodukt efter det andet, lige fra rageknivskarpe 4K-tv’er over projektorer til fuldt lastede surround- og stereosystemer. Derfor havde vi også høje forventninger til minianlægget CMT-SBT300WB. Men de blev ikke opfyldt.

For det første er brugeroplevelsen ikke særlig gennemtænkt. For at sætte anlægget op og slutte det til netværket skal man først downloade en app, efterfulgt af en del vælgen og venten. Det tager kun nogle minutter, men kunne have været meget mere smidigt.

Lydkvalitet
“Det lyder slet ikke godt,” siger Geir. Og nej, lydgengivelsen er ikke særlig inspirerende. Sony-anlægget lider af “paphøjttaler-syndrom” og har en temmelig upræcis, hul og farvet lyd.

Mark Knopflers guitar får en underlig, ikke-lineær klang, der favoriserer visse frekvenser. Og når stortrommen kommer ind på “Privateering”, er det uden tyngde og rumfornemmelse. Der mangler de fine klangfarver fra Yamaha, og bassen er langtfra så dyb, kraftig og kontrolleret som det, Panasonic disker op med. Sony-anlægget kan heller ikke spille særlig højt, før det bliver anstrengende at lytte til.

Thomas Dybdahls forsigtig stemme kommer ikke ordentligt fri af højttalerne, selv når vi tager stoffronterne af. Melissa Horns lyse stemme lyder hårdt, og man skal ikke spille særlig højt, før det bliver tydeligt forvrænget. Lyden er for grumset til at få alle detaljer i lydmikset frem. Sony-anlægget fungerer afgjort bedre til baggrundsmusik end til kritisk lytning i lænestolen.

Andet udstyr
På papiret ser det ellers godt ud: Sony-systemet indeholder både cd-afspiller, FM/DAB-radio og USB, mens A2DP Bluetooth, NFC og Wi-Fi med DLNA tager hånd om det trådløse. Derfor er det synd, at lydkvaliteten ikke indfrier denne gang.