Sonos Amp

Den mest brugervenlige

Sonos Amp var en af de første miniforstærkere med streaming. Og Sonos er stadig konge af multirummet.

Sonos Amp front2

(Foto: Sonos)

Sonos er veteranen, når det gælder multirum og streaming. De har i to årtier sat standarden for bekvem musikstreaming. Sonos Amp har også nogle år på bagen, men selvfølgelig må den forsvarende mester være med i en titelkamp på hjemmebane.

Sonos Amp
(Foto: Sonos)

Sonos Amp har et fuldt sæt indgange: HDMI og optisk (kræver en adapter) samt et sæt rigtige RCA-indgange til analog lyd. Der er også en udgang for subwoofer. Højttalerterminalerne er snedige: Bananstik kan proppes direkte i fire huller i bagpladen. Ønsker man derimod at bruge afisolerede ledninger eller spadestik, medfølger der adaptere til at stikke i hullerne.

Opsætning og betjening

Opsætningen er så let, som kun Sonos kan gøre det. Det tager et par minutter at tilføje Sonos Amp til netværket.

Sonos Amp rear
(Foto: Sonos)

Sonos har høstet mange roser for brugervenlighed gennem årene. I skrivende stund (sommeren 2024) ligger det gode rygte i ruiner, da en ny og helt ændret app gennem måneder har gjort grundlæggende funktioner stort set utilgængelige gennem måneder. Sonos har lovet bod og bedring, og Sonos Amp fungerede retfærdigvis pletfrit gennem testperioden.

Lyden af Sonos Amp

Da Sonos Amp blev lanceret for fem år siden, var den lydmæssigt vognlængder foran konkurrenterne. Det forspring er mindsket, og imens Sonos klarer en solid og ganske håndfast spillestil med fast bas og god kontrol, går den let hen over de finere detaljer.

Læs også TEST: Sonos Ace Sonos’ længe ventede hovedtelefoner er ikke som de andre. Og det er faktisk en god ide.

Et Synthwave-nummer som Code Elektros ”N3on” har solid fremdrift, og man rocker godt med. Men dynamikken kunne godt være mere overbevisende.

Perspektivet og fornemmelsen af rum er i orden, men vinduet ind til jazzværtshuset Stampen på ”I’m Confessin’” er ikke så renvasket som på WiiM og Bluesound. Der er ikke som sådan noget galt, og kun ved direkte sammenligning vil man lægge mærke til det. Men man kan få bedre perspektiv for færre penge.

(Foto: Sonos)

Konklusion

Sonos Amp er den ældste forstærker i testen, og lydmæssigt må den se sig overhalet af nogle af de nyere konkurrenter. Den er også den dyreste. Dette til trods er den stadig en kapabel forstærker, der trækker de fleste højttalere, så længe du ikke bruger den til diskotek. Og har du allerede overgivet dig til Sonos i husets øvrige rum, vil den være en gave i stuen. På brugerfladen og antallet af streaming-tjenester er Sonos uden konkurrence. Og det tæller med i karaktergivningen.

Læs videre
Exit mobile version