JBL Quantum One

Alt hvad du kan begære – og lidt til

JBL debuterer på gaming-scenen med at tage alle stikkene hjem.

341378 JBL Quantum ONE FHD

Harman-koncernen har de seneste år genopfundet højttalermærket JBL som hovedtelefonproducent. Nu har de også kastet sig over gaming-headsets. Og hvilken debut! JBL Quantum One er topmodellen i deres serie af gaming-headsets, så antallet af funktioner er omfattende.

Sci-fi-fest

JBL har tydeligvis studeret gaming-markedet længe. Designmæssigt peger Quantum One i hvert fald flere år tilbage i tiden, og der er intet afdæmpet eller voksent over dem. Men til gengæld masser af humør. Især når der fyres op for lyseffekterne. Der er hele tre separate lyszoner på hver ørekop, som kan illumineres uafhængigt af hinanden.

JBL Quantum One er et kablet hovedsæt, og midt på det ekstremt stive kabel sidder en kontrolboks med en drejeknap, hvor man kan justere balancen mellem spillyd og chat.

Helt usædvanligt har JBL valgt at betrække ørepuderne af memory-skum med ægte skind i stedet for kunstlæder. Dårligt nyt for dyreelskerne – og godt nyt for komforten.

Ligesom Audeze Mobius kan JBL Quantum One fremmane illusionen af at lytte til højttalere. Takket være positionssensoren i headsettet (og en betragtelig mængde regnearbejde) bliver lyden stående ved skærmen, selv om man drejer hovedet.

For at tune lyden helt præcist medfølger også en kalibreringsmikrofon, som skal anbringes i øregangen for at indstille lyden individuelt.

Støjreduktion tager stikket hjem

Quantum One har et ekstra es i ærmet i form af ANC (automatisk støjreduktion). Det er første gang, jeg har oplevet ANC på et gaming-headset, men det giver rigtig meget mening at kunne slippe for støj fra omgivelserne, når man skal koncentrere sig om at vinde kampen.

Alle de tekniske finesser ville være uinteressante, hvis lyden var dårlig, men JBL Quantum One lyder heldigvis aldeles glimrende. Der er smæk i bassen, renhed i mellemtonen og opløsning i diskanten i mindst lige så høj grad som på de bedste i samme prisklasse.

Ud over kablet, der er stift som ukogt pasta, er det eneste minus styresoftwaren. Den er ganske vist omfattende, og funktionerne, herunder dekodning af surround-lyd, er fremragende. Men trods over en times forsøg på fejlfinding lykkedes det aldrig at installere den på min primære test-PC. Det gjorde det heldigvis på reservemaskinen, men det tyder på, at andre vil kunne opleve samme problem.

Konklusion

JBL Quantum One giver dig alt, hvad man kan forvente af et gaming-headset, på én gang – og mere til i form af ANC. Lyden er i top, 3D surround-lyden fungerer faktisk, der er et overflødighedshorn af funktioner og indstillinger, og der er hele tre RGB-lyszoner at blære sig med. At alt dette kan lade sig gøre til den pris, er direkte imponerende. Det eneste, der ikke fungerer, er det infernalsk stive USB-kabel, og det kan tæmmes med rigelige mængder af gaffertape.

 

Læs videre
Exit mobile version