Den eneste grund til, at Asus Zenbook UX32VD ikke vinder denne test, er at der er en anden ultrabook med i testen, hvis ydelse næsten er på højde med Asus, men med et design og en brugeroplevelse, som siger spar to til stort set alt, hvad vi har set. Men lad det være sagt med det samme: Asus Zenbook UX32VD er med en Geekbench-score på 7.350 testens vinder, når det gælder rå og brutal ydelse. Det er også den eneste maskine i testen med en Intel Core i7 processor.
Herudover er Zenbook’en også testvinder, hvad angår skærmopløsning. Hele 1920 x 1080 pixel er der blevet plads til på den 13,3 tommer store skærm, som er så lysstærk og med så dynamiske farver, at det næsten er for meget. Man får en kæmpe arbejdsplads stillet til rådighed på den måde, men det gælder om ikke at være svagsynet, så små bliver ikoner og tekst på skærmen.
De indbyggede højttalere er af typen B&O ICEpower SonicMaster, hvilket faktisk gør, at man kan få en helt hæderlig lyd ud af dem i modsætning til stort set alle andre ultrabooks, vi har prøvet.
Designet er også absolut godkendt. Der er anvendt aluminium til huset – mørkt udvendig og lyst indvendig – og tastaturet er bagbelyst. Desværre er der i øvrigt blevet sparet lidt på tastaturet, hvilket er en skam, når man nu bruger det så meget.
Med en pris på under 9.000 kroner for en ydelse på dette niveau er Asus Zenbook UX32VD nærmest et røverkøb, og vi tøver ikke et øjeblik med at give denne computer prædikatet Bedste Køb.
