Lenovo Yoga 2 Pro

Stærk og fleksibel

Lenovo Yoga 2 Pro er et vinderprodukt med superskarp skærm og topydelse.

Lenovo 990

Lenovo Yoga 2 Pro er udstyret med en skærm, som kan rotere 360 grader om sin egen akse – takket være et ultrasmidigt hængsel, der heldigvis også er både stærkt og robust. Yoga kan altså gå fra at være lukket sammen som en normal bærbar computer til at være foldet omvendt sammen, så låg og bund befinder sig ryg mod ryg, hvorved den bliver til en tablet. Midtimellem befinder sig et par oplagte skærmpositioner, så maskinen alt i alt byder på fire forskellige brugertilstande.

Nu vi er ved skærmen, så er det testens bedste. QHD-opløsningen – 3200 x 1800 pixel – har Yoga 2 Pro tilfælles med Samsung ATIV Book 9 Plus, og i fællesskab byder de to maskiner på testens højeste opløsning. Desuden er skærmbilledet knivskarpt, farvetemperaturen er dejligt naturlig, og når maskinen tilmed kan vrides og drejes, så den kan bruges som tablet, giver den indbyggede touch-funktionalitet pludselig rigtig god mening.

Resten af maskinen er lige så behagelig for øjet som skærmen. Den er let og slank, og selv om den helt igennem er fremstillet af plastic, så er kvaliteten i top, og der er tænkt over designet. Der er f.eks. anvendt et gummiagtigt materiale på indersiden, som giver en meget behagelig skriveoplevelse.

Faktisk er det eneste kritikpunkt tastaturet, som nok er lækkert designet med taster, der er konkave i toppen, men det er så som så med taktiliteten. Nå ja, så kunne Lenovo måske også have været en smule mindre nærige med tilslutningsmuligheder.

Men Geekbench 3 viser med et testresultat på henholdsvis 3.005 point (single-core) og 5.818 point (multi-core), hvad vores brugeroplevelse også gjorde. Nemlig at ydelsen er i top. Kun ASUS Zenbook UX301LA klarer sig en smule bedre. Men til prisen er der ingen tvivl. Lenovo Yoga 2 Pro er testens klare vinder!

Læs videre
Exit mobile version