Lenovo IdeaPad U330 Touch

En lækker pakke

Lenovo IdeaPad U330 Touch byder på et frækt design kombineret med god kvalitet på alle fronter.

U330 Touch gray hero 05

Farvevalget er måske for specielt til, at alle vil synes om det, men vi synes, at en ultrabook i orange aluminium med helt sort inderside er noget af det mest sexede, vi længe har set. Ikke alene er materialevalg og byggekvalitet i top, der er også kælet for detaljerne – f.eks. med svagt halvmåneformede taster og en diskret, blank metalkant rundt om touchpad’en under det i øvrigt glimrende tastatur.

I modsætning til ASUS Zenbook UX32A har Lenovo IdeaPad U330 Touch – som navnet antyder – også touch-skærm, hvilket gør underværker for brugervenligheden, når vi har med Windows 8 at gøre. Hvad angår ydelsen, er Lenovo med IdeaPad 330 på niveau med ASUS’ Zenbook, selv om sidstnævnte scorer en smule højere i vores syntetiske test. Det er bestemt ikke noget, man lægger mærke til ved daglig brug.

Skærmen må nøjes med en opløsning på 1366 x 768 pixel, hvilket er nok til videoindhold i almindelig 720p HD, men ikke til Full HD. Skærmbilledet står dog pænt, uden at være prangende, og så kan vi godt lide, at IdeaPad U330 er udstyret med en blank skærm. Indrømmet: Det gør skærmen svær at bruge udendørs, men omvendt giver det et pænere skærmbillede inden døre, hvor man trods alt bruger sin computer mest.

Lenovo IdeaPad U330 kommer med masser af tilslutningsmuligheder, og så skal den særdeles glimrende lydkvalitet også have et par rosende ord med på vejen. Der er saft og kraft i lyden, som kommer rundt i alle frekvensområder. Så længe man bruger gode hovedtelefoner – den eksterne højttaler er ikke noget at skrive hjem om.

Konklusion
Hvis man synes om det skrigende orange look, så er Lenovos IdeaPad U330 Touch et glimrende køb. Der er kælet for detaljerne, og man griber sig selv i at tænke, at der må være indgået et stort kompromis et eller andet sted, når nu denne maskine sælges for så god en pris.

Men det er der faktisk ikke. Næsten, i hvert fald. Skærmopløsningen er for ringe til vores smag, og ikke alle vil synes om den blanke skærm. Men ydelsen er over middel, maskinen har masser af tilslutningsmuligheder og god lyd, og så er den rar at arbejde med til daglig, fordi der er tænkt over brugervenligheden – bl.a. i kraft et ordentligt tastatur og en fornuftig placering af de mange porte.

IdeaPad U330 er en værdig testvinder.

Læs videre
Exit mobile version