En af de nyskabende funktioner i Microsofts nye operativsystem, Windows 8, er den integrerede touch-betjening, som betyder, at flere og flere producenter nu sender bærbare computere med touch-skærm på markedet. Og touch-betjeningen har også åbnet op for en helt ny type enheder, de såkaldte hybridcomputere, som kommer i alle tænkelige afskygninger af former og funktioner. Typisk er en hybridcomputer tablet og bærbar computer på samme tid, men det er meget forskelligt, hvordan producenterne har løst opgaven. Derfor ser vi i øjeblikket en masse forskellige formfaktorer, hvoraf nogle nok skal overleve og blive til en slags standard, mens andre formentlig vil gå i glemmebogen.
Vi har kigget på syv forskellige hybridcomputere, der har det tilfælles, at de kan fungere som en almindelig bærbar computer, og at de er baseret på Windows 8.
Sådan testede vi
Ydelsen på alle hybridcomputerne er testet med testprogrammet Geekbench fra Primate Labs i en cross platform-version, der giver os resultater, som er sammenlignelige på tværs af operativsystemer. Geekbench afvikler en række typiske brugeropgaver på maskinen. Testresultater måles med et pointsystem, hvis reference (score på 1.000) er en Power Mac G5 fra 2003. En score på 6.000 betyder altså, at den pågældende maskine er seks gange hurtigere end referencemodellen. Vi har udført testen med udgangspunkt i såvel 32 som 64 bit tilstanden af Windows 8.
Ud over ydelsen har vi kigget på skærm (herunder opløsning, farver, skarphed og betragtningsvinkel), brugerflade, tastatur (herunder afstand mellem tasterne og “vandring”, som beskriver, hvor langt tasten skal trykkes ned fra sin hvileposition, før et tegn skrives på skærmen), design, materiale, byggekvalitet, varmeudvikling, mål, vægt samt yderligere specifikationer (herunder lagring, tilslutningsmuligheder osv.). Sidst, men ikke mindst har vi kigget på maskinernes hybride muligheder.