For at hente bøger ind på enheden skal man installere Adobe Digital Editions. Det er et program, man kan bruge til at lægge sine egne tekstfiler, musik og indkøbte bøger over på enheden.
Ud over installation af programmet skal man også oprette et Adobe ID og logge ind, før det hele fungerer. Når det er gjort, kan man med programmet oprette undermapper på sin BeBook-enhed, så man f.eks. kan sortere sine bøger efter genre eller forfatter.
Nem betjening
Menuerne på BeBook er meget lette at gå til. Man betjener dem via navigationsknapperne på forsiden, og de er meget pædagogisk lavet. Når man f.eks. er ved at læse en e-bog, behøver man kun at trykke på én knap for at få adgang til alle indstillinger: tekststørrelse, søgning, bogmærker osv.
Enheden er en af de største og tungeste i testen, og designet gør det lidt svært at betjene den med én hånd, hvilket ellers er ideelt til tog eller bus.
Udmærket skærm
Skærmen er på 6 tommer, og den er ganske udmærket. Det er ikke den bedste, jeg har set, men teksten er meget læsbar, og den har god kontrast. Den er behagelig at læse på, så man kan sagtens holde ud at blive ved i lang tid.
Ellers er BeBook Club 6” et meget enkelt produkt. Den har bare 512 MB hukommelse, men kan udvides med op til 32 GIGABYTE med et SD-kort. Man kan lytte til musik ved hjælp af hovedtelefoner, og skærmen kan vendes.
Konklusion
Der er tale om en simpel, men rigtig god e-bogs-læser. Betjeningen er nem, og man kan næsten selv bestemme, hvor meget hukommelse man har brug for. En rigtig god læser, hvis man vil have en stor skærm.