Man får ikke mere sjov, end man selv laver, siges det. Det er måske derfor, Fujifilm har lavet X half. Et uhyre festligt lille kamera med vertikalt format og excentriske egenskaber for et digitalkamera.
For hvem finder dog på at lave et digitalkamera med det billedformat, de fleste bruger på mobilkameraet?
Kameraer med vertikalt format er for så vidt ikke noget nyt. Det har eksisteret i analoge kameraer med vertikalt format i årtier, hvilket fordoblede antallet af billeder, man kunne få fra filmrullen.
Og mens vi taler om film! – her får man 10 fine analoge “filmruller” med i købet. 10 af Fujifilms mest kendte filmtyper er nemlig lagt ind som simuleringer i kameraet, og man bladrer nemt igennem dem med et “filmvindue” på bagsiden. Et lille nik til gamle dages analoge kameraer, selvfølgelig, men ikke desto mindre meget sjovt.
Korte fakta:
- Vertikal 18 MP 3:4-format billedsensor
- 32mm f2.8 med AF/MF
- 2-i-1 i 3:2-format
- Optisk søger
- Filmkamera-tilstand med 36, 54 og 72 billeder og fremføringshåndtag
- 10 filmruller, 18 fotofiltre
- To touchskærme
- Datoprint
- Kun JPEG
Det lille kamera er nok primært lavet til Instagram-generationen, som er vant til at fotografere i højformat og ikke bekymrer sig synderligt om efterbehandling. Kameraet er så analogt, som et digitalkamera kan blive, og har endda et “fremføringshåndtag”, som man bruger, når kameraet er indstillet i filmkamera-tilstand.
Låser dig til filmrullen
Det er en indstilling, hvor kameraet låses til et antal eksponeringer: 36, 54 eller 72. Man kan ikke overstyre meget i filmtilstandens indstilling, som tæller opad fra nul til det sidste billede i rækken, og man er nødt til at “trække” filmen frem med fremføringshåndtaget mellem hvert billede. Lige præcis som på de ældste analoge kameraer altså.
Filmtilstanden kan ikke overstyres med nogen knapper. Man skal tage batteriet ud for at nulstille kameraet, hvis man skulle ombestemme sig.
Man mærker hurtigt, at Fujifilms ingeniører har koncentreret sig om at gøre kameraet så nemt at bruge som muligt. Egentlig behøver man ikke gøre andet end at tage det ud af æsken, oplade batteriet og sætte et hukommelseskort i, så kan man lade kameraet gøre resten.
Alle indstillinger, man har tænkt sig at foretage, gøres med en vertikal skærm på bagsiden. Stryg op og ned eller sidelæns for at vælge menu, filmsimulering eller en af de 18 forskellige filtervarianter, inklusive tre udgaver af ”udgåede” film. Det er det.
En lille detalje: Tryk fremføringshåndtaget ind, når kameraet er tændt, så viser hovedskærmen det sidste billede. Skærmen ved siden af viser filmsimuleringen eller filteret, der er valgt på det sidste billede.
I hænderne
Bortset fra en kontakt på siden til den indbyggede blitz, er der ikke meget andet at indstille her end en eventuel manuel fokus og blænde, samt selvfølgelig eksponeringskompensation.
Søgeren er af den enkleste type, en optisk gennemsigtssøger uden markeringer eller eksponeringsdata. Blitzskoen på toppen er kold, hvilket vil sige, at den ikke udløser en blitz, men man kan placere ekstraudstyr der. For eksempel en videolampe med indbygget batteri, hvis man vil udnytte kameraets videoegenskaber. Som er ret begrænsede. Her er det HD-video, der gælder, op til 1.080×1.440, naturligvis også i vertikalt format.
Man vænner sig hurtigt til menustrukturen i det lille kamera, og selv med den lille skærm og en vis træghed i reaktionen, bladrer man hurtigt gennem de ret begrænsede menuer.
Der findes naturligvis også en app til dette kamera, hvor man kan ”fremkalde” filmen fra negativer til farver, og der kan man også vælge og printe billeder til en Instax-printer.
Billedkvalitet
Med en billedsensor i 1-tommers format siger det sig selv, at billedkvaliteten ikke når op til Fujis X100VI eller X-E5, som er de to andre Fujikameraer, der ligner X half mest.
Det vertikale 3:4-format kan virke begrænsende for nogle, men udviklende for andre fotografer. To billeder kan kombineres side om side i et 3:2-format, og billederne kan løbende overføres til mobilen via app’en.
Det lille objektiv på fronten dækker 32mm brændvidde, og fokus kan overstyres med fokusringen foran. Man kan selv vælge blænde, eller lade kameraet vælge blændeåbning. Ellers har det de samme grundlæggende indstillinger, som man forventer af et kompakt-kamera.
Billedkvaliteten begrænses naturligvis af den lille billedsensor, og uden mulighed for at tage RAW-billeder er det begrænset, hvor meget man kan få gjort i efterbehandling. Det er næppe det første, målgruppen for dette kamera tænker på. For med et X half i hånden handler det meste om at udfordre sine kreative evner med et format, som alle kender fra mobilkameraet.
