TP-Link Archer BE230 (BE3600)

Den klarer de fleste lejligheder

I mange tilfælde kan en enkelt billig Wi-Fi 7-router dække hele boligen lige så godt som et helt mesh-system.

BE230 lifestyle1

(Foto: TP-Link)

Internethastighed kan vi ikke få nok af, og Wi-Fi 7 har virkelig sat skub i behovet – og forventningerne. Men adgangsbilletten til den nyeste standard har hidtil været dyr.

TP-Link Archer BE230 er en af de billigste routere med det forjættende Wi-Fi 7 skrevet på bagsmækken.

BE230US1.0 package
(Foto: TP-Link)

En router – tre navne

TP-Link-routeren har hele tre navne: Archer BE230 AX3000 BE3600.

Archer BE230 er navnet på æsken, og AX3000 er produktnummeret, imens tilnavnet BE3600 viser, at den maksimale hastighed på det trådløse net er 3.600 megabit i sekundet.

Formålet er givetvis at gøre det hele mere logisk, men det virker nærmere forvirrende, når TP-Link bruger de samme forbogstaver på selve produktet (BE) som på den trådløse standard. Havde routeren heddet BR230 (BE3600), ville det have være marginalt mindre forvirrende.

Vi har testet flere Wi-Fi 7-routere, der havde mulighed for en langt højere trådløs hastighed. For eksempel TP-Link BE65 (med tilnavnet BE9300). Forskellen opstår ved, at TP-Link Archer BE230 dækker de trådløse frekvensbånd på 2,4 GHz og 5 GHz, mens TP-Link BE65 – og andre BE9300-routere – også tilbyder trådløst net på det nye 6 GHz-bånd, der blev introduceret med Wi-Fi 6, men som ikke alle routere understøtter.

Læs også TEST: TP-Link Deco BE25 (BE3600) TP-Links billige Wi-Fi 7-router dækker alle normale behov lige så godt som de dyrere modeller.

Vi har testet en del mesh-routere på det seneste. Og mesh-netværk er perfekte til større hjem – og uundværlige, når boligen er i flere etager. Men der er stadig et marked for enkeltstående routere som TP-Link Archer BE230. Faktisk viser vores målinger, at den på flere punkter klarer sig lige så godt som et helt mesh-system.

Har man behov for større dækning, er BE230 i stand til at arbejde sammen i mesh med andre af TP-Links routere fra Archer-serien. Men man kan desværre ikke kombinere den med mesh-systemerne fra Deco-serien.

Indiskret

Deco-modellerne fra TP-Link er beregnet til at falde diskret ind i boligindretningen. Archer B230 tilhører tydeligvis en anden produktgruppe. Med dens sorte firkantede kabinet og fire strittende antenner ligner den mere et stykke gamingudstyr. Det er den sådan set ikke, da den ikke har nogen særlige funktioner til at prioritere og speede spil op. Men du får i praksis al den hastighed på det trådløse netværk, som din internetforbindelse kan levere.

Med sit sorte plastkabinet og de fire strittende antenner er Archer BE230 tydeligvis ikke en del af den indretningsvenlige Deco-serie. (Foto: TP-Link)

Begrænsningen er, at TP-Link Archer BE230 med sine fire antenner kun kan håndtere fire samtidige datastrømme. Så er der mange enheder på det trådløse netværk, må de stå i kø for at få del i routerens opmærksomhed.

På bagsiden af routerne er der to 2,4 Gbit/s Ethernetporte. Den ene er beregnet til at blive tilsluttet til din internetforbindelse, mens den anden kan bruges til at tilkoble kablede enheder, som for eksempel en NAS-disk. Tre yderligere Ethernetporte med 1 Gbit/s kapacitet er egnede til mindre båndbreddekrævende enheder, som en Philips Hue-bridge eller et TV. I praksis er det ikke så vigtigt, hvilken port, der bruges til hvilket formål, eftersom internetforbindelsen ind i huset alligevel bliver flaskehalsen.

Der er de ind- og udgange, der er brug for. (Foto: TP-Link)

Opsætning og sikkerhed

Opsætningen er forholdsvis ligetil – men ikke helt så brugervenlig som på TP-Links Deco-routere, hvor en QR-kode på routeren er nøglen. Archer BE230 kræver både en mobil-app (TP Link Tether) og en kode, der er trykt på en lillebitte, godt skjult etiket på routeren. I praksis er man dog stadig kørende i løbet af få minutter.

Læs også TEST: Asus ZenWiFi BQ16 Mesh Router Asus ZenWiFi BQ16 har flere funktioner, end du kan drømme om. Og en hastighed, de færreste kan udnytte.

Sikkerhedspakken HomeShield gør det muligt at beskytte husets trådløse netværk mod uønskede digitale gæster. Og forældre kan tilpasse netforbindelsen til de yngste for at beskytte mod de mindre appetitlige sider af det globale internet. Det er dog kun de mest grundlæggende funktioner, der er gratis. Beskyttelse af de enkelte enheder i det smarte hjem kræver penge på bordet. Det samme gælder, hvis ungernes enheder skal have fleksible sengetider, ellers du eksempelvis vil blokere for at bruge TikTok i mere end et vist antal minutter om dagen.

Dækker en hel lejlighed

Når man har testet mesh-systemer i et stykke tid, kan man næsten glemme, at der stadig findes situationer, hvor en enkelt router dækker husstandens behov. Men det er der.

I min lejlighed dækkede TP-Link Archer BE230 i praksis alle 100 kvadratmeter med trådløst net i fuldt brugbar hastighed.

I stuen, hvor internetforbindelsen findes, og routeren var placeret, blev der målt en trådløs hastighed på 935 Mbit/s, hvilket er tæt på det teoretiske maksimum for en 1.000 Mbit/s fiberforbindelse. Det er glimrende, men de fleste routere kan gøre det samme.

Læs også DUEL: TP-Link Deco BE85 mod Netgear Orbi 970 Er du på udkig efter et Wi-Fi 7 mesh-system, er mulighederne begrænsede. Vi har testet to af de bedste systemer netop nu.

I køkkenet, der er adskilt fra stuen af en betonvæg, var der i praksis samme nethastighed: 919 Mbit/s. Det er virkelig flot, og jeg har set mesh-systemer, der klarede den opgave dårligere med en node placeret i køkkenet!

I hjemmets fjerneste hjørne, der ligger mange meter og flere vægge væk fra stuen, blev der målet 194 Mbit/s. Det er også fuldt konkurrencedygtigt med mesh-systemer. Og det demonstrerer, at de fire store, strittende antenner på routeren ikke bare er til pynt.

At TP-Link Archer BE230 kan levere hurtigt net i hele lejligheden, betyder ikke, at mesh-systemer er fup og svindel. I en bolig på én etage rækker signalet overalt i fuldt brugbar hastighed. Men i en større husholdning, hvor flere brugere og mange netforbundne smart-enheder har brug for konstant forbindelse, kommer den enkeltstående router til kort.

Archer BE230 er i praksis et glimrende og billigt alternativ til et mesh-system. (Foto: TP-Link)
Læs videre
Exit mobile version