De fleste computere vi tester i L&B Home, er enten Windows-PC’er eller Mac-computere med MacOS. Men der er en tredje løsning i form af Chromebooks.
Styresystemet i Chromebooks er udviklet af Google, og kan bruges gratis af hardwareproducenter. Samtidig stiller ChromeOS mindre krav til hardware end MacOS og Windows. Begge dele har været med til at gøre Chromebooks til et billigere alternativ til de to store hardwareplatforme. Og det har her i Norden især gjort Chromebooks populære i undervisningssektoren. Men det har også givet dem et ry for at være skrabede modeller.
Den opfattelse prøver Google at rette op på med Chromebook Plus-modellerne, der har noget kraftigere hardware. Det nyeste skud på stammen er Lenovo Chromebook Plus 14, som vi tester her.
Ligner en ultrabook-PC
Af ydre er det let at forveksle Lenovo Chromebook Plus 14 med en vanlig ultrabook-PC. Kabinettet er af matbørstet aluminium. Dog ikke bundpladen, der er af plastic – men hvad øjet ikke ser, har det ikke ondt af.
Der er ingen ventilationshuller i kabinettet. For der er ikke nogen blæser. Lenovo Chromebook Plus 14 er fuldkommen lydløs, Bortset fra de fire indbyggede højttalere og det Dolby Atmos-kompatible lydsystem.
Ny, AI-stærk processor
Processoren i Lenovo Chromebook Plus 14 er en splinterny MediaTek Kompanio Ultra 910. Det er en ottekerners ARM-baseret processor med en helt ny grafik-del, der skulle være optimeret til spil, samt en AI-del, der lover op til 50 TOPs ydelse til kunstig intelligens.
Der er 16 gigabyte RAM og 256 gigabyte lager. 16 gigabyte er rigtig flot. Og imens blot 256 gigabyte til programmer og data ville være et alvorligt problem på en Windows-PC, er det ganske respektabelt for en Chromebook, hvor programmerne fylder langt mindre.
Bedste skærm vi har set
Skærmen er den bedste, jeg til dato har set på en Chromebook: En skarp og farverig OLED-skærm. Og med touch som prikken over i’et. Lysstyrken på 400 nit er også helt i orden. Det eneste, der adskiller skærmen fra det, som vi ser på ultrabook-computere til den dobbelte pris, er opløsningen.
Lenovo beskriver skærmen som en 2K WUXGA-skærm. Det lyder flot, men dækker i virkeligheden over en opløsning på 1.920 x 1.200 pixel. Altså samme vandrette opløsning som i den ældgamle Full HD, men en smule flere pixel i højden for at passe til 16:10-skærmformatet.
Webkameraet har indbygget fysisk sikkerhedslås i form af en skydeknap, der kører et dæksel hen foran linsen. Knappen er superdiskret, men også så lille, at det er svært at få fat i den med en negl. Og sikkerhedsfunktioner, der er svære at bruge, ender normalt med ikke at blive brugt.
Der er det samme antal ind- og udgange som på en typisk letvægts-PC: To USB-C, en USB-A og en HDMI-udgang. Der er også webcam og 3,5 mm. lydudgang.
Næsten som derhjemme
At skifte til en ny platform i stedet for den vante Windows-PC, er at tage et stort skridt ud af komfortzonen. For straks at opdage, at man står på velkendt grund.
Den indledende opsætning består alene i at vælge det trådløse netværk og logge på sin Google-konto. Og i modsætning til opsætningen af en Windows-PC bliver opsætningen ikke ledsaget af en række krav om at overgive al kontrol over personlige data til styresystemet. Hvilket muligvis er fordi, Google allerede har oplysningerne…
Når Lenovo Chromebook Plus 14 starter op – hvilket tager omkring et sekund – mødes man af en brugerflade, der ligner Windows så meget, som det er juridisk muligt. Ikonerne for de vigtigste programmer ligger, hvor de plejer (selv om det hedder Hylden i stedet for Proceslinjen), og det samme gør ur, dato, batterisymbol og Wi-Fi-indikator.
Problemfri overgang
Men det, der overbeviste mig om, hvor nemt og ubesværet, man kan skifte fra PC til Chromebook var, da jeg satte Lenovoen til USB-docken på skrivebordet (altså det fysiske) – og stort set kunne arbejde videre, som om intet var hændt!
Chromebooken fandt min eksterne skærm (tilsluttet via USB-C og Thunderbolt), eksterne USB-harddiske og også dockens indbyggede lydkort.
Kun mit antikke IBM-tastatur fra 1989 (der er tilsluttet via et USB til PS/2-adapterkabel) måtte den give op overfor. Men gængse USB- og Bluetooth-tastaturer klares problemfrit.
Alle de programmer, du har brug for
Det, der kan afgøre valget af en computerplatform fremfor en anden, er softwaren. Kan jeg løse alle de opgaver, som jeg har brug for? Og kan jeg gøre det med de programmer, som jeg allerede kender?
De tidlige Chromebooks kunne kun køre webbaserede programmer, og de var så begrænsede, at det krævede både tålmodighed og sportsånd. Det er meget nemmere i dag. Chromebooks er stadig bygget over Chrome-browseren, men da de kan køre Android-programmer fra Google Play direkte, er udvalget af software gigantisk. Og det omfatter også kontorpakkerne fra Adobe og Microsofts Office. Til en vis grad.
Når det gælder Microsoft Office, kan man møde flere udgaver af klassikerne. Det skyldes, at de ældre (og gratis) mobiludgaver af Office-programmerne lever side om side med Office 365-versioner, der knytter sig til et betalt Office-abonnement. Vælger man Office 365-udgaven, er der stort set ingen synlig forskel mellem at arbejde i Windows eller på en Chromebook.
Kun mobiludgaver af Adobes programmer
Mindre overbevisende er Adobes programmer, der kun findes i lettere mobiludgaver, som Photoshop Express og videoredigeringsprogrammet Premiere Rush. De kan godt bruges til lettere opgaver, men du får, hvad du (ikke) betaler for.
Ved siden af klassiske kontorprogrammer finder man også programmer som Slack, Discord, Facebook og Twitch. Hvilket igen vil dække behovet til en kontor- og studiecomputer i de fleste tilfælde.
Android-programmerne er skabt til smartphones, og der har tidligere været problemer med at tilpasse programvinduet til den større skærm på en laptop eller tablet. Men i dag udnytter de fleste programmer uden problemer det ændrede skærmformat.
Benchmarks
Selv om Lenovo Chromebook Plus 14 ligner en ultrabook-PC til forveksling, er den nærmere åndsbeslægtet med en smartphone. Vores hastighedstests er derfor foretaget med de samme Android-apps, som vi bruger i mobiltests.
Geekbench 6 måler processorens hastighed, og en score på 2.537 i single-core og 7.460 i multi-core placerer den i samme liga som de bedre smartphones. Midt mellem Nothing Phone (3) og Samsung Galaxy S25 Edge. Hvilket er pænt klaret, da begge mobiler koster langt mere. Samsung endda mere end det dobbelte.
Kontorsimuleringen PCMark Work 3.0 ender på 17.890, hvilket er fremragende – og lige i haserne på Samsung. Og omkring dobbelt så hurtigt som Acer Chromebook Plus 514, som i testede i fjor.
MediaTek-processoren har gode kræfter til AI. Med en ydelse på 50 TOPS ligger den på papiret på linje med Snapdragon X Elite og de nyeste udgaver af Intels Core Ultra-processorer. I praksis var den en anelse hurtigere end Samsung Galaxy S25 Edge på de beregninger, der udnytter neuralprocessoren.
Processoren går ikke af vejen for et spil. Grafikdelen, der bærer det imponerende navn Immortalis G925, er optimeret til 3D-gaming. Men det skal naturligvis være Android-spil. Counterstrike 2 i Linux-udgave er teoretisk muligt, men rådet er: Glem det!
Med et mere passende 3D-spil er kræfterne bestemt til stede. Lenovo Chromebook Plus 14 opnår henholdsvis 1.969 og 5.149 i 3DMark-testene Steel Nomad Light og Wild Light Extreme. Det er flot og brugbart i sig selv. Men for at sætte tallene i perspektiv er de omkring en tiendedel af, hvad PC’en Lenovo Legion Pro 7i opnåede i samme tests. Hvilket er årsagen til, at det GeForce RTX 5080-bestykkede gaming-monster koster seks gange så meget som den billige Chromebook fra samme producent.
Batteritesten kunne ikke gennemføres, da PCMark-batteritesten, som vi bruger til at teste brugstiden på Android-enheder ikke fungerede på Lenovos Chromebook. Programmet startede fint, men lukkede hver gang uforklarligt ned efter et par timer, mens batteriet stadig var tæt på at være fyldt.
Ud fra batteriforbruget i den tid, som testen nåede at køre, vurderer vi dog, at løftet om op til 17 timers brugstid er fuldt ud troværdigt.
