Brugerfladen
Alle tre Windows 8-varianter har de farverige, levende fliser, som brugeren kan flytte rundt og skifte størrelse på, som han eller hun vil, men her hører ligheden også op. Skal du skifte størrelse på en flise i Windows Phone 8, så skal du holde fingeren på den et par sekunder, indtil flisen får et lille pilesymbol i nederste højre hjørne. For at skifte imellem flisens tre standardstørrelser trykker du blot kort på pilen. I Windows 8 og RT derimod skal du bevæge din finger hen over flisen oppefra og ned. Så kommer der et flueben ved flisens øverste højre hjørne, og en menu dukker op i bunden af skærmbilledet. Her finder du så den pil, der bruges til at ændre flisens størrelse.
Indstillinger
I Windows 8 og RT følger indstillingerne den enkelte app, og man tilgår dem via det såkaldte Charms-panel i skærmbilledets højre side. I Windows Phone 8 finder du alle indstillinger centralt. Desuden følger visse indstillinger brugerens Microsoft-konto. Du kan online definere temaer for startskærmen og andre personlige indstillinger, og de optræder så på alle dine enheder, når du er logget ind med din Microsoft-konto.
Altså undtagen med Windows Phone 8. For her virker online-indstillingerne ikke, selv om du her er logget ind med samme konto.
Indhold
Med Xbox Music vil Microsoft skabe en konkurrent til Apples iTunes. Du kan vælge at købe et såkaldt Xbox Music Pass, som koster ca. 79 kroner om måneden og giver dig mulighed for at streame eller at hente et ubegrænset antal sange ned på dine enheder – dog maksimalt op til fire forskellige enheder. Xbox Music Pass er knyttet til din Microsoft-konto, hvilket sørger for, at dine sange og spillelister synkroniseres automatisk mellem dine enheder.
Bare ikke på Windows Phone 8, selv om man her også har adgang til Xbox Music, og selv om man bruger den samme Microsoft-konto.