Acer Aspire S7 13,3″

Ikke så hybrid at det gør noget

Her er en lækker og slank ultrabook tilsat en knivspids hybridfunktion. Den kunne godt have brugt en smule mere.

Aspire S7 13

Det er først og fremmest den robuste kvalitet, man lægger mærke til ved Acer Aspire S7. Den er ultratynd, superlet og bygget af aluminium og Gorilla Glass 2. Samtidig er der også styr på detaljerne. Om det er skærmhængslerne, der på én gang er stærke og holder skærmen fast som i et jerngreb, så den ikke vipper frem og tilbage ved normal brug, og samtidig lader brugeren åbne og lukke den bærbare lige så let, som en kniv skærer gennem blødt smør; eller om det er sammenføjningerne og overgangene mellem de forskellige dele som skærm, tastatur og resten af kabinettet, der er lavet med stor præcision – her er alt i alt tale om et produkt, hvor materialevalg, byggekvalitet og design går op i en højere enhed.

Nytteløs funktion
Der er heller ikke meget at udsætte på skærmen, som står skarpt, leverer klare farver og kommer med fuld HD-opløsning. I det hele taget byder S7 på topspecifikationer, masser af plads på det indbyggede flash-lager og gode forbindelsesmuligheder, herunder to gange USB 3.0, Micro HDMI og Bluetooth 4.0. Vores testværktøj viser dog, at det ikke er Acer, der får klemt mest rå ydelse ud af komponenterne, men det er ikke noget, der trækker ned i nævneværdig grad.

Det gør det til gengæld, at denne hybridcomputer ikke er særlig hybrid. Den har en velfungerende touch-skærm, men det er der mange ultrabooks, som har fået efter lanceringen af Windows 8. Faktum er, at S7’s eneste “hybride” funktion er, at skærmen kan åbnes op til en vinkel på 180 grader, så skærmen og tastaturet flugter med hinanden. Acer siger, at man så bedre kan arbejde sammen og bruge skærmen fra flere sider, men det er i bedste fald en tilsnigelse. I praksis fungerer det ikke.

Endnu et irritationsmoment
Og det gør tastaturet heller ikke rigtig. S7 er udstyret med et meget specielt tastatur (med intet mindre end intelligent bagbelysning) med taster af aluminium og en meget kort vandring, men selv om det for så vidt er meget behageligt i daglig brug, så har Acer af hensyn til pladsen fjernet indtil flere taster, som man ellers er vant til – f.eks. Alt Gr og Ctrl til højre for mellemrumstasten – og Del-tasten har de flyttet ned ved siden af mellemrumstasten.

En masse andre taster er fyldt med så mange funktioner, at man har svært ved at gennemskue, hvilke halsbrækkende fingerkombinationer der skal til for at fremtrylle et bestemt tegn. F.eks. fandt vi én tast, som kan bruges til at skrive intet mindre end seks forskellige tegn. Det er noget rod, Acer, og det trækker ned på brugervenligheden.

Konklusion
Acer Aspire S7 er et lækkert high-end produkt, som klart er pengene værd. Specifikationerne er absolut godkendt, produktet er velbygget og robust, og man mærker, at designerne har tænkt sig om. Bortset fra da de skulle placere tegnene på tastaturet, og da de skulle give computeren en eller anden smart hybridfunktion. Det rykker ikke det helt store med en skærm, som kan åbnes op til en vinkel på 180 grader, og så ikke så meget andet …

Læs videre
Exit mobile version